You are currently viewing Carl Poulsen til TSØ

Carl Poulsen til TSØ

Carl Poulsen spiller i Team Sydhavsøerne i sæsonen 2026/27

Team Sydhavsøerne kan i dag offentliggøre, at klubben har indgået en aftale med Nordsjælland Håndbold om en 1-årig lejeaftale for målvogteren Carl Poulsen for sæsonen 2026/27.

Den 18-årige keeper skiftede sidste år til Nordsjælland Håndbold, efter at klubben hentede ham hjem fra to stærke udviklingsår i miljøet omkring GOG og Oure. Carl har erfaring fra ungdomslandsholdet og fra håndboldligaen, hvor han i denne sæson periodevis har vikarieret. Nu går turen videre til Team Sydhavsøerne, hvor han skal fortsætte sin sportslige udvikling i et miljø med høje ambitioner og fokus på unge spillere.

Team Sydhavsøerne glæder sig til samarbejdet

Klubbens sportslige ledelse ser store perspektiver i aftalen:

Morten Juul:

“Vi er glade for dialogen og samarbejdet med Nordsjælland Håndbold. Der er fornuft i, at vi udvikler spillerne på deres niveau. Carl er et spændende målmandstalent, som allerede har vist, at han kan begå sig på højt niveau. Men 1. division er også stærk, og Carl vil i den kommende sæson fortsat være ungdomsspiller. Det er en god case, hvor alle parter får noget ud af det.”

TSØ’s cheftræner ser stort potentiale i tilføjelsen:

Worsøe:

“Carl er et målmandstalent med rigtig spændende perspektiver, og han har allerede vist, at han kan performe på højt niveau, da han fik chancen på ligaholdet. Vi ser frem til at integrere ham i vores hverdag og hjælpe ham videre i sin udvikling.”

Carl ser frem til opholdet i TSØ

Carl Poulsen, der kommer til at danne keeperduo med Atal Lakanval, glæder sig til at blive en del af holdet og til de muligheder, lejeopholdet giver:

“Jeg ser frem til at spille for TSØ i Lollands Bank Arena for deres publikum, og jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at klubben lykkes med at nå de sportslige mål – og mine egne mål.”

Fokus på udvikling

For både NH og TSØ er aftalen et led i at sikre den bedst mulige udviklingsvej for en ung målmand med stort potentiale.


Lejeaftalen løber for hele sæsonen 2026/27.