You are currently viewing Bittert nederlag mod Vendsyssel

Bittert nederlag mod Vendsyssel

Efter at have spillet en solid kamp i 50 minutter gik alt galt i kampens sidste 10 minutter. En føring på fem mål blev smidt væk, og sejren gik helt unødvendigt til hjemmeholdet.

Det var ellers et toptændt TSØ-mandskab med respekt for hjemmeholdet, der gik ind til opgaven velvidende, at det ville blive en svær kamp, eftersom Vendsyssel er kommet godt fra start i sæsonen, og vi tabte heroppe sidste sæson.

Forsvaret var bevægeligt og aggressivt og fik afvist godt, hvilket gjorde, at der var langt mellem afslutningerne. I de første 15 minutter lykkedes det kun Vendsyssel at løsne fem afslutninger inden for rammen.

Der var tempo i spillet, og afleveringerne blev sluppet med god timing angrebsmæssigt, hvilket gav åbne chancer i nærmest hvert angreb. Fløjene blev forkælet med fine udspil, og Oskar og Kiszka kvitterede med mål på de fleste.

Det gav os et tidligt hul på fire mål ved stillingen 4-8 efter 11 minutter.

En timeout fra hjemmeholdet havde ingen effekt. Det havde til gengæld en indskiftning af hjemmeholdets farlige højre back, Magnus Rasmussen. Han fik sat tempo og tilført skudkraft, hvilket gennem den resterende del af kampen i den grad gjorde ondt på TSØ-forsvaret.

Vendsyssel fik reduceret til minus to, hvorefter TSØ havde chancen for at trække fra igen. En dobbeltudvisning gjorde dog, at det ikke skete, så det er fair at sige, at vi måtte nøjes med en tomålsføring til pausen på 15-17. Den burde have været større.

Vendsyssel var kommet lettere til scoringer i anden halvdel af første halvleg, men fra starten af 2. halvleg skruede de rødblusede defensivt op for intensiteten igen, hvilket gav mulighed for at komme op ad banen i kontra. Firemålsføringen blev hurtigt reetableret og efter 35 minutter også udbygget til fem og seks mål ved stillingen 18-24. Tre mål i træk, hvor Frederik Albrechtsen var involveret enten som målscorer eller assistmager.

En timeout fra hjemmeholdet fik dog brudt TSØ’s gode rytme og gav et skifte i momentum. Udeholdet var hårdt ramt af udvisninger i dag, således også i denne periode, hvor Vendsyssel slog kapital af en af mange overtalsperioder og fik minimeret afstanden til kun tre mål.

Dines og Horn fik dog TSØ forholdsvis komfortabelt tilbage på sporet, og sammen med et par fine mål fra stregen af William så det ud til, at en afgørelse så småt nærmede sig ved stillingen 25-30 med blot 10 minutter igen.

Stemningen i hallen var særdeles afdæmpet, og de fleste havde tilsyneladende droppet tanken om point. Men de kommende minutter ændrede alt. Den ene fejl i angrebet afløste den anden. Hele syv tekniske fejl blev der noteret. Flere af disse kom i undertal med tomt mål og således Vendsyssel-scoringer til følge. På nærmest rekordtid var femmålsføringen afløst af, at Vendsyssel var foran med ét mål, og hallen kogte nu.

TSØ formåede at skabe ligevægt igen ad et par omgange, inden et par brændte afslutninger og scoringer fra Vendsyssel efter afventende kendelse for passivt spil gjorde, at hjemmeholdet, ubegribeligt for de fleste tilstedeværende, havde vundet kampen 34-32.

En afslutning, der kalder på selvransagelse. Den kamp måtte Team Sydhavsøerne aldrig have tabt.

_____________

TSØ’s målscorere

  1. Dines Kjeldgaard – 7 mål
  2. Frederik Horn – 6 mål
  3. Carl Baun – 5 mål
  4. Frederik Kiszka – 5 mål
  5. William Ipsen – 3 mål
  6. Oskar Hare – 2 mål
  7. Gustav Nielsen – 2 mål
  8. Frederik Albrechtsen – 1 mål
  9. Kristian Lund Vukman – 1 mål

_____________

Kampforløb

  • 10 min.: 3-5
  • 20 min.: 7-10
  • Pause: 15-17
  • 40 min.: 20-25
  • 50 min.: 26-30
  • Slut: 34-32