You are currently viewing Udekamp mod Vendsyssel

Udekamp mod Vendsyssel

Bittert nederlag mod Tønder
Det blev til et bittert nederlag på 30-26 hjemme mod Tønder. En kamp, hvor vi i store perioder var presset og udfordret, men hvor vi samtidig havde mulighederne for at spille os helt tilbage i opgøret i slutfasen. Desværre måtte vi også erkende, at “Shaq” i Tønders mål havde en afgørende indflydelse på kampen og blev kampens helt store profil med hele 24 redninger. Når vi efterfølgende kigger på data fra kampen, burde opgøret faktisk være endt 34-27 i TSØ’s favør. Det ændrer naturligvis ikke resultatet, men det fortæller os, at vi stadig er på rette vej med holdet, og at vores præstationer indeholder mange af de ting, vi gerne vil se.

Vendsyssel er kommet godt fra start
Søndag venter Vendsyssel, som kommer med selvtillid efter en sejr på 34-30 ude mod Stoholm. Det var dog langt fra en kamp, hvor Vendsyssel havde det hele for sig selv. Stoholm fulgte med til 22-23 og var igen helt tæt på ved 28-29 efter 54 minutter. Vendsyssel viste dog kvalitet og skarphed, da kampen skulle afgøres, og trak fra i slutfasen. Med to sejre og ét nederlag er de kommet godt fra start i sæsonen og har allerede vist, at de bliver en stor udfordring i 1. division.

Mange profiler at holde øje med
Vendsyssel har til denne sæson hentet Tobias Ellebæk fra Kolding, som for blot to sæsoner siden spillede i Bundesligaen. Han er dermed endnu en stærk profil til en trup, der allerede råder over flere markante spillere. Magnus Rasmussen sluttede som nummer 22 på sidste sæsons topscorerliste, mens Kjartan blev nummer 17. Deres playmaker Daniel Holmen er en dygtig assistspiller, som er med til at skabe fart og dynamik i Vendsyssels angrebsspil. Mikkel Krogh har virkelig taget et stort skridt i denne sæson og har leveret flot spil indtil videre. I målet står Frederik Torp, som også var hård ved os, da vi mødte Vendsyssel i sidste sæson. Der er derfor masser af kvalitet, som vi skal være klar til at håndtere.

En svær opgave i Vrå
En tur til Vendsyssel er altid en svær opgave. I deres første hjemmekamp slog de liga-nedrykkerne fra Grindsted, hvor de var i teten gennem størstedelen af kampen. Der venter derfor TSØ en vigtig og vanskelig opgave søndag i Vrå, hvor mange ting skal lykkes, hvis vi skal have de to point med hjem til Sydhavsøerne. Vi har et stort fokus på at komme med den samme intensitet, som vi har vist i de seneste to kampe. Samtidig vil vi fortsætte med at afvikle kampen på vores præmisser med højt tempo, et powerfuldt angrebsspil og en solid defensiv struktur. Vi ved, at det bliver krævende, men vi glæder os til opgaven og muligheden for at rejse os efter det bitre nederlag mod Tønder. Nu handler det om at omsætte vores gode præstationer til point.

Vi glæder os til endnu en spændende kamp om to vigtige point – og forhåbentlig en del velkendte TSØ ansigter på sidelinjen

Udekampen mod Elitesport Vendsyssel bliver spillet 20-09-26 16:00.