Man sidder ind imellem som træner, i et jysk omklædningsrum efter 350 kilometers bustur i regnvejr, og tænker: Er de mon klar? Driller den lange bustur? osv. Fredag i Rækker Mølle var en af de dage, men 10 min efter dommernes første fløjt var jeg ikke det mindste i tvivl om, at de var klar … Spillerne altså.
Der var ikke megen slinger i valsen og det var med stor glæde, at vi kunne give fint med spilletid til hele bænken og køre de 350 km hjem med 2 sikre point i tasken.
I aften gælder det FIF. Det fortærskede udtryk “vi skal være klar” gælder i allerhøjeste grad, når man snakker om Frederiksberg-holdet – de løber og de bliver ved med at løbe.
Der er ingen tvivl om, at kontrafasen er deres våben. De har indtil nu løbet omkring dobbelt så mange kontraer som os, og jeg synes ikke, vi ligger på den lade side. Det er muligvis også det mest aggressive forsvarshold i 1. division, så vi skal i alle spillets faser have de
hurtige sko på til dagens kamp.
2 sejre i træk giver selvtillid, 3 ligger selvfølgelig lidt til, så jeg håber I vil give den fuld gas og hjælpe mig med at piske fart i vores spillere, så 3. sejr på stribe bliver en realitet.
God kamp!
– Klavs Bruun Jørgensen, cheftræner.
_______________________
TSØ – FIF
Spilles fre. d. 20. oktober kl 20.00 i Lollands Bank ARENA
Kampsponsor: Cocotten
Man of the Match-sponsor: Claus Larsen Kvalitets Byg
Boldsponsor: Whitsun Festival
Time out-sponsor: Skovridergaarden