You are currently viewing Udekamp mod Elitesport Vendsyssel

Udekamp mod Elitesport Vendsyssel

Sidste opgør bød på en komfortabel sejr til Team Sydhavsøerne, da TIK blev besejret med hele ni mål. Vi kom flyvende fra start, satte os hurtigt på kampen og havde styr på begivenhederne gennem hele opgøret. Selvom TIK fik reduceret til minus fire med 20 minutter igen, var sejren aldrig i fare. En stærk præstation af Mathias Nikolajsen med 10 scoringer samt flere afgørende redninger fra Sebastian Minor satte prikken over i’et i en fin indsats.

Elitesport Vendsyssel kommer dog til kampen med masser af selvtillid efter 1. divisions største overraskelse indtil videre. De hentede en imponerende 31-23 sejr på udebane i den frygtindgydende Tønder Hal 2 – et resultat, der for alvor har skabt opmærksomhed omkring det nordjyske oprykkerhold. Vendsyssel jagter dog fortsat sæsonens første hjemmesejr, da både HC Midtjylland og Rækker Mølle er rejst hjem med sejren fra deres besøg i Vendsyssel.

Forud for sæsonen har Vendsyssel forstærket sig markant. Nye profiler som Frederik Torp, Casper Holmen og Kjartan Johansen er hentet ind, mens stærke kræfter som Magnus Rasmussen, Rasmus Carlsen og Daniel Holmen har valgt at fortsætte. Det giver klubben en bredere og mere slagkraftig trup end sidst, de var i 1. division. Med hele tre spillere i top-20 på topscorerlisten – Rasmus Carlsen (nr. 3), Magnus Rasmussen (nr. 17) og Kjartan Johansen (nr. 20) – venter der uden tvivl en stor udfordring for vores forsvar.

Historikken mellem de to hold vidner om tætte og uforudsigelige kampe. På udebane har vi haft det svært mod Vendsyssel, hvor det er blevet til nederlag i 2 ud af 3 forsøg. Til gengæld har vi haft bedre fat på hjemmebane med sejre i 2 af de 3 kampe. Den samlede målscorer lyder på 177-165 i vores favør, hvilket understreger, at det ofte er små marginaler, der bliver afgørende, når vi møder Vendsyssel.

Personligt har jeg glædet mig ekstra meget til dette opgør. Jeg er opvokset i Hjørring og har selv spillet mine ungdomsår i byen. Jeg kender derfor en del af spillerne, og har både spillet med og mod flere af Vendsyssels profiler gennem årene. Netop derfor ved jeg, at vi får en svær kamp.

Efter seks timer i bus og mod et toptændt hjemmehold kræver det, at vi rammer vores absolutte topniveau for at få point med hjem. Men jeg har også fuld tiltro til, at drengene har både formatet og kvaliteten til at løse opgaven.

– Nicolai Worsøe, cheftræner.

Udekampen mod Elitesport Vendsyssel bliver spillet 4. oktober kl. 15.00