You are currently viewing Hjemmekamp mod Norddjurs

Hjemmekamp mod Norddjurs

TEAM SYDHAVSØERNE HAR FUNDET RYTMEN

TSØ har virkelig fundet rytmen, og med sejre over både Aarhus og Tønder på udebane i de seneste to kampe, må man sige, at TSØ kommer med stor medvind inden kampen mod Norddjurs. Kampen i Tønder var en svær opgave, hvor vi i starten manglede den sidste kvalitet i vores angrebssituationer. Men med indskiftningen af Horn var det, som om vi fandt noget magisk i spillet med bolden. 18 mål på 18,5 minut taler sit tydelige sprog, og en føring til halvleg var en realitet. Efter pausen fik vi afviklet kampen på fornuftig vis, hvor vi hele tiden følte, vi havde kontrol. En sikker sejr på 37-33 satte punktum på en fremragende tirsdag aften i Tønder Hal 2.

NORDDJURS KOMMER MED EN TRO PÅ TINGENE

Norddjurs kommer til opgøret med tro på tingene. Efter en storsejr på 38-24 i Rækker Mølle fik de det sværere mod Tønder, hvor det endte med et nederlag på fem mål. Norddjurs fulgte ellers godt med i store dele af kampen, men manglede det sidste held og kvalitet i den afgørende fase. De kommer med et virkelig potent hold, som – selvom de kun har 9 point – har en målscore på blot -2. De spiller altid tætte kampe og har maksimalt tabt med 5 mål.

PROFILERNE HOS NORDDJURS

Profilerne på Norddjurs-holdet er værd at holde øje med:

  • Jeppe Kjeldsen, venstre fløj, har scoret 75 mål og er nummer 2 på topscorerlisten.
  • Anders Gade, playmaker, med mange års erfaring i 1. division hos Skovbakken. Han ligger nummer 21 på topscorerlisten og har klart flest assists for holdet.
  • Frederik Børm, stregspiller, med mange års erfaring fra den danske håndboldliga.
  •  Derudover råder de over flere spillere med 1. divisions-erfaring, som på dagen kan lave 10 mål og være en enorm trussel.

HALVVEJSSTATUS FOR TSØ

TSØ har nu spillet 13 kampe og er dermed præcis halvvejs i sæsonen. Det er derfor på sin plads med en lille evaluering. Inden sæsonen satte vi klare mål:

  • Score over 31 mål i snit
  • Lukke under 29 mål ind i snit
  • Mindre end 8 tekniske fejl i snit
  • Over 55 angreb i snit

Kigger vi på tallene indtil videre, ser det fornuftigt ud:

  • 31,8 scorede mål i snit
  • 29,8 indkasserede mål i snit
  • 8,5 tekniske fejl i snit
  • 55,2 angreb i snit.

Vi er derfor meget tæt på at præstere det, vi mente kunne give os en stærk sæson – og det er vi enormt stolte over. Med 18 point i 13 kampe må vi sige, at sæsonen allerede nu er over forventning. Men vi er ydmyge og vil fortsætte med at arbejde hårdt hver dag for at lægge nye facetter på vores spil.

DE NÆSTE 5 KAMPE – VI HAR BRUG FOR JER!

De sidste fem kampe inden jul får vi virkelig brug for vores fans! Med et tæt kampprogram kan truppen godt mærke, at de er brugte. Point i 1. division kræver en enorm dedikeret indsats – både på og uden for banen – og lige nu kan vores fans være en afgørende faktor. Med fire ud af fem kampe i Lollands Bank ARENA håber vi, at vi kan få fyldt hallen og vise jer alle, at TSØ er tilbage, hvor de bør være: i toppen af 1. division!

– Cheftræner Nicolai Worsøe

_______________________

Billetter kan både bestilles på forhånd eller købes i døren fra 1 time før kampstart – læs mere her.

🏐 1. Division
🆚 Norddjurs
📆 Lørdag d. 29. november
🕑 Kl. 15.00
📍 Lollands Bank ARENA

_______________________

Info om billetter.

Kampsponsor: Sydhavsøernes Flytteforretning
Man of the Match-sponsor: Euro-Workers
Boldsponsor: Danu Care
Time out-sponsor: Vikar Specialisten