Det var et meget ungt afbudsplaget TSØ-mandskab, der stillede op til dagens kamp i Lollands Bank Arena mod Roskilde Håndbold. Men det eneste det betød var, at der var fuld fart over feltet fra start. Lige som i sidste uge, var det med en stærkt spillende Kristian Lund Vukman i centrum af spillet – både rent fysisk men også håndboldmæssigt. Hvis ikke det var ham, der scorede enten på flotte langskud eller straffe, så var det ham, der havde den målgivende aflevering.
Defensivt var der også god bevægelse og aggressivitet, hvilket udmøntede sig i flere gode bolderobringer med kontra til følge. Der manglede momentvis lige den sidste skarphed, når Roskildes angreb trak i langdrag, i form af at komme frem og tackle eller få lukket ned på yderside af backs. Blandt andet derfor udeblev redninger også – men de kom senere.
Lidt over midtvejs i halvlegen tog Roskildetræner Claus Kuno udeholdets første timeout – her var stillingen 10-6 til TSØ. Føringen nåede efterfølgende op på fem mål, inden den anden udvisning til Pætur gav udeholdet lidt medvind og tre-fire gode minutter, hvor føringen blev reduceret til kun to mål. Denne afstand kunne meget vel være yderligere formindsket, var det ikke for August Lihn, der var blevet skiftet ind og startede, hvad der skulle vise sig at blive en fantastisk præstation, med at redde to straffer.
Føringen til pausen blev på 16-13.
Anden halvleg startede i et scoringsvanvid – hele 10 mål faldt der inden for de første fem minutter. Til at starte med blev der byttet mål, men da en velspillende Lasse Højgaard scorede efterfulgt få sekunder senere af Simon Faurskov, der afløste en skadet Oskar Hare, var stimen brudt og TSØ igen foran med fem mål.
Herefter var det føromtalte August Lihn, der satte sig selv i centrum med den ene pragtredning efter den anden. Hele fem straffer nåede han at tage og sluttede med en redningsprocent på over 50.
Med godt 10 minutter igen slog den færøske duo Pauli og Pætur sejren fast med tre mål tilsammen og ved stillingen 28-20, var der nu plads til at give debut til endnu to lokale talenter. To spillere fra årgang 03 og 06 Rasmus Birk og Simon Strange. Simon Strange kvitterede til Lollands Bank Arenas åbenlyse tilfredshed med det sidste mål for hjemmeholdet.
Dagens trup må være den yngste i Team Sydhavsøernes historie og med et flertal af lokale spillere på bænken og banen, gik alt op i en højere enhed, da der på dagen blev taget afsked med Johan Zanotti, der var den første træner i den ”nye” TSØ-strategi, hvor lokale og unge talenter skal være det, der driver klubben. Zanotti er flyttet tilbage til Lund i Sverige og vi takker for en stor indsats og betydning for, der hvor klubben er nu.
God efterårsferie til dem der måtte have det – det gælder ikke for truppen, der har en vigtig træningsuge foran sig, da der venter endnu en fredagskamp – denne på udebane mod topholdet fra Skive.
Kampen sluttede i øvrigt med cifrene 30-24. Man of the Match blev August Lihn, kåret af Jan Weyhe fra JW Skadedyr. Topscorer blev Kristian Lund Vukman med 7 scoringer (heraf 3 på straffe), efterfulgt af Lasse Højgaard med 5.