TSØ tog det, de kom efter, da holdet lørdag eftermiddag gæstede AGF Aarhus. Efter en kamp, hvor gæsterne dog var langt mere pressede, end placeringerne i tabellen på forhånd kunne indikere, rejste TSØ hjem fra Smilets By med endnu to point i bagagen og dermed forlænge sejrsstimen til fem kampe i træk.
Inden kampen var der stor respekt for AGF, som trods manglende point på kontoen havde vist sig konkurrencedygtige mod flere af rækkens stærke hold på hjemmebane. Samtidig havde TSØ fokus på at bygge videre på de mange gode ting fra seneste sejr og undgå de udfald, der havde gjort en ellers komfortabel kamp unødigt spændende.
Det lykkedes langt hen ad vejen, da TSØ med disciplineret forsvarsspil, høj angrebseffektivitet og stor arbejdsindsats satte sig på opgøret fra første fløjt.
AGF havde på video set, at TSØ i sidste uges kamp mod Lemvig havde defensive udfordringer mod 7 mod 6-spillet. Derfor var det hjemmeholdets naturlige taktiske udspil fra start for at ryste “rævene” i bestræbelserne på at komme i nærheden af sæsonens første point.
Udspillet fik den ønskede effekt. TSØ tabte en del dueller på ydersiderne, og AGF lykkedes generelt med at tilspille sig gode chancer og omsætte dem til mål. Særligt den fysisk stærke Mathias Mailand på venstre back voldte problemer. Han stod for halvdelen af hjemmeholdets mål i første halvleg.
I den anden ende havde TSØ heller ingen problemer med at komme til chancer. Den største udfordring var nærmest at vente, til chancen blev stor nok. AGF havde bolden i lange perioder i deres angreb, og når TSØ endelig fik fat i den, gik det indimellem lidt for hurtigt med at afslutte.
Indledningsvis frem til 4-4 blev der byttet mål. Sidenhen var det TSØ, der først fik skabt et hul på to mål. Men Mathias Mailand, der agerede enmandshær, sørgede med fire scoringer i træk for balance i regnskabet. Efter 16 minutter stod der 8-8 på måltavlen.
I anden halvdel af første halvleg virkede det som om, frustrationen over ikke at kunne holde AGF fra at score, og dermed skabe en større føring, meldte sig. Det resulterede i en periode med mindre gode vurderinger og en række brændte chancer. Hjemmeholdets målvogter, August Agerholm, pillede i den periode i den grad pynten af TSØ-skytterne og stod frem mod pausen med en redningsprocent på omkring 50.
Dog var de rødklædte skarpe, når den aarhusianske keeper ikke nåede ind. Fire gange lykkedes det at sende bolden i tomt mål.
Med lodder og trisser lykkedes det at gå til pause med en føring på ét mål, og endnu 30 minutters disciplineret fight ventede.
TSØ kom godt ud til anden halvleg og lykkedes for første gang i kampen, efter 40 minutter, med at øge afstanden til tre mål. Den afstand lykkedes det at holde i en god periode, blandt andet takket være en stærkt spillende Kristian Lund Vukman, der var afgørende efter pausen.
Mod slutfasen strittede AGF igen imod og havde muligheden for at komme helt tilbage i kampen, men en stærk Atal i målet ville det anderledes. To straffekast og et par oplagte chancer tog den stærke keeper.
Afgørende blev det også, at drengene afviklede en meget stærk undertalsperiode på et tidspunkt, hvor hjemmeholdet havde momentum. Villumsen scorede i tomt mål, og unge Gustav Nielsen satte en meget vigtig scoring ind. Dermed var TSØ igen foran med tre mål.
Der var spænding og helbanepres til det sidste, men Mathias Nikolajsen sørgede med kampens to sidste scoringer for, at begge point kom med hjem i bussen. Dermed blev kampens slutresultat 26-29 til stor glæde, og nok også en smule lettelse, for alle fra Team Sydhavsøerne.
Stor ros til drengene for at holde hovedet koldt og levere en flot fight i en kamp, der som ventet blev enormt svær at spille.
Nu venter et topbrag, når topholdet og de klare oprykningsfavoritter fra HØJ gæster en proppet Lollands Bank ARENA på fredag. Hvis ikke det allerede er gjort, så få sikret jeres billetter allerede nu. Det bliver et brag af en kamp.
___________
Kampforløb
- 10 min.: 4-6
- 20 min.: 9-10
- Pause: 12-13
- 40 min.: 15-18
- 50 min.: 21-23
- Slut: 26-29
Halvleg: 12-13
Slutresultat: 26-29 til TSØ ✅
TSØ’s målscorere
- Kristian Lund Vukman – 6 mål
- Dines Kjeldgaard – 5 mål
- Frederik Horn – 4 mål
- William Ipsen – 4 mål
- Frederik Kiszka – 2 mål
- Mathias Nikolajsen – 2 mål
- Gustav Nielsen – 2 mål
- Oskar Hare – 1 mål
- Lasse Højgaard – 1 mål

