You are currently viewing Træner-teamet fremover

Træner-teamet fremover

Trænerne for Team Sydhavsøerne forbliver fremefter Jimmy Albrechtsen og Nicolai Worsøe


Duoen formåede på den korte tid, de havde til rådighed at sætte et positivt aftryk på spillet i begge ender af banen. Men den største forskel kom til udtryk på spillernes udstråling og humør. Der var en god kemi og en gensidig respekt spillere og trænere imellem, og dette kan der altså nu bygges videre på – som minimum i de kommende to sæsoner.

Rollerne vil fremadrettet være byttet om således at Jimmy bliver assistent og Worsøe cheftræner.

Et krævende civilt job harmonerer ikke med en cheftrænerstilling for Jimmy, men passionen og indsatsen der investeres, vil være den samme og han udtaler:

”Jeg glæder mig meget til at fortsætte arbejdet med spillerne og staben omkring holdet, som jeg kun har positive ord omkring, efter de her 5 uger jeg nåede at være med.

Jeg vælger at gå ned på assistentrollen, da jeg ikke kan varetage cheftrænerrollen med mit civile job. Det vil jeg ikke, og kan jeg ikke gå på kompromis med. Så denne løsning er ideel for mig. Ikke mindst fordi vi også er enige om ansvarsrollerne, og tænker ens i mange ting.

Jeg glæder mig til, at Worsøe og jeg skal trykke endnu mere på i den kommende sæson, og er spændt på det hele”

For Worsøe bliver det den første større cheftrænerstilling – en udfordring den talentfulde og unge mastercoachstuderende glæder sig meget til:

”Det er med stor glæde og stolthed, at jeg overtager cheftrænerrollen i Team Sydhavsøerne. Det er en fantastisk mulighed, og føles som et naturligt skridt i min trænerkarrierer. De seneste uger i klubben har været enormt inspirerende, og jeg glæder mig til at fortsætte det gode samarbejde.

Jeg vil gerne rose klubben, og især Jimmy, for måden han har integreret mig på. Vores samarbejde er stærkt, og vi supplerer hinanden godt – både fagligt og menneskeligt. At han fortsætter som assistent er en stor styrke for mig og TSØ. Vi deler ambitioner, værdier og har en fælles tilgang til spillet, og jeg ser frem til at bygge videre på det fundament, vi allerede har lagt sammen.

Jeg er klar til at tage det næste skridt som cheftræner og er fuld af energi og motivation for de kommende sæsoner. Jeg ved, det bliver hårdt arbejde, men jeg er ikke i tvivl om, at vi som trænerteam, hold og klub kan skabe noget rigtig spændende.”

I Team Sydhavsøerne er vi begejstrede for aftalen, der sikrer et trænerteam med lokalt islæt, talent, taktisk indsigt på et højt plan og meget mere.

Aftalen med trænerteamet er blevet en realitet i samarbejde med Rask EL & Skørringe Turistbusser