Ny træner i Team Sydhavsøerne pr 1. juli 2023 og min. to sæsoner frem bliver Klavs Bruun Jørgensen.
CV’et taler sit tydelige sprog og meritterne ligeså, men det er faktisk ikke Champions League erfaring eller spillet om medaljer på landsholdsniveau, der har været det afgørende i tilknytningen af virumgenseren.
Sportschef i TSØ Morten Juul fortæller:
– Klavs og jeg har haft lange og gode snakke over telefonen og adskillige fysiske møder, hvor vi har brugt tid og mange ord på at forventningsafstemme. Det har været os meget magtpåliggende i TSØ, at den næste træner vi ansætter, kan identificere sig med strategien i TSØ, som efterhånden bliver tydelig for de fleste: Ihærdighed, fællesskab og udvikling er de værdier vi arbejder ud fra, i alt hvad vi laver.
– Vi vil udvikle unge spillere, vi vil at en god del af disse skal have lokal oprindelse, og så vil vi dyrke det lokale fællesskab, der handler om meget mere end håndbold – eksemplificeret ved den netop veloverståede Whitsun Festival.
– Derfor er det snarere den Klavs Bruun Jørgensen, der har et livslangt forhold til Virum Sorgenfri HK, nu VSH, som medlem, spiller, børne- og ungdomstræner og mange andre funktioner, vi rækker ud til, og tror på kan overføre de følelser og oplevelser til Team Sydhavsøerne.
– Selvfølgelig spiller vi også for at vinde og har en forventning om, at vi kontinuerligt er et tophold. Vores erfaringer viser dog, at hvis truppen og herunder trænerteamet forstår at agere i vores unikke fællesskab samt skabe gode relationer til partnere, supportere og frivillige, så følger det spillemæssige trop.
– Timingen for det den netop indgåede aftale synes ideel. I TSØ står vi et godt sted, ovenpå en flot anden halvdel af sæsonen, som alle er bekendte med, hvad førte med sig. Men vi står også et sted, hvor der for første gang i noget tid er sket en lidt større udskiftning i truppen og uden at forklejne resten, vil vi nok se på den nærmeste fremtid, som tiden efter Nicolaj.
– Enhver har kunnet se og vurdere hans betydning og derfor et det en ny måde, der skal spilles på og nye spillere, der skal sættes i scene. Derudover bliver det en historisk ung trup. 21 spillere (heraf 9 lokale) med en samlet gennemsnitsalder på 22 år. Så der venter den kommende træner en spændende, men også udfordrende opgave. Omvendt har Klavs behov for at vende tilbage til rødderne, udvikle individuelle færdigheder hos spillerne og dyrke fællesskabet.
Klavs får Jakob Green som assistenttræner. De har tidligere arbejdet sammen i rigtig mange år – både som holdkammerater i GOG, men også senere hvor Klavs var træner for Jakob, i både AG og TTH. Derfor har de et indgående kendskab til hinanden.
Klavs udtaler om det kommende trænerjob på sydhavsøerne:
– Jeg ser meget spændt frem til samarbejde med TSØ og de mange unge talenter på holdet.
Det virker som om, at vi ser mange ting ens og arbejder ud fra de samme værdier, som jeg tror på kan skabe et rigtig godt hold`
– Efter et pusterum fra funktionen som træner, er jeg sulten for at bidrage til, at TSØ får indfriet de ambitioner, som jeg ved klubben og holdet har
– Sidst, men ikke mindst, har det haft stor betydning, at jeg skal danne trænerduo med Jakob Green som jeg kender rigtig godt fra tiden som spiller og træner i henholdsvis GOG, AG København og Team TVIS, hvor vi havde store triumfer sammen,
Den nye sæson starter med første træning d. 20. juli. Som altid venter lokale træningslejre hos gode samarbejdspartnere, Hotel Maribo Søpark og Lalandia. Og omkring d. 2. september venter første turneringskamp, nu altså med Klavs Bruun Jørgensen som træner. Vi glæder os – rigtig hjerteligt velkommen til Klavs.
Klavs vil blive sponseret af MSE, Cocotten og Business Lolland-Falster.
Se præsentationen herunder: