You are currently viewing Høj og talentfuld keeper fuldender truppen til næste sæson

Høj og talentfuld keeper fuldender truppen til næste sæson

Sebastian Hansen, der har spillet hele sit håndboldliv i Roskilde Håndbold, skifter fra næste sæson til Team Sydhavsøerne på en 2-årig kontrakt.

Sebastian er 22 år ung og 205 cm høj, så det er en stor dreng, der tager over efter Neupart. Dette er et bevidst valg, da vi så fortsat besidder forskellighed i målvogterduoen.

Sebastian har bevist sit værd i rækken i indeværende sæson – i særdeleshed i begge kampe mod TSØ, hvor han var medvirkende til, at det blev til to tætte kampe. Men også i de to nedrykningskampe, hvor han med mange vigtige redninger var en del af årsagen til, at Roskilde også er at finde i 1. division i næste sæson.

Om det at forlade sin barndomsklub og skifte til konkurrenterne mod syd udtaler Sebastian:

”Det er selvfølgelig ikke nemt at skifte efter så mange år, men jeg følte, at det var på tide at prøve nye udfordringer. Her virker TSØ som en godt match for mig. Jeg glæder mig meget til at prøve at spille med i toppen af 1. division og samtidig spille på den super fede hjemmebane!”

Med stor respekt for det flotte talentarbejde der leveres i Roskilde, er vi i TSØ overbeviste om, at vi kan tage Sebastian et niveau op og gøre ham til en profil i TSØ og i rækken.

Sebastian tiltræder øjeblikkeligt, efter en kort pause ovenpå de nyligt overståede nedrykningskampe.

KS Værktøj har været stærkt medvirkende til, at tilknytningen af Sebastian blev mulig.

Velkommen til!