You are currently viewing Hjemmekamp mod TM Tønder

Hjemmekamp mod TM Tønder

Vi skal have toppræstationer fra flere spillere

På udebane mod Rækker Mølle blev det til en hårdt tilkæmpet sejr på 30-32. Præstationen var langt fra prangende, og vi kan ikke være helt tilfredse, men vi kan glæde os over, at vores bundniveau er hævet markant i forhold til sidste sæson. Især Dines Kjeldgaard leverede en stærk indsats med hele 14 mål på 17 forsøg – en præstation, der var afgørende for, at vi kunne tage begge point med hjem.

TM Tønder Håndbold har haft en imponerende start på sæsonen. Efter smalle nederlag til ligamandskaberne TTH Holstebro (med 2 mål) og Skanderborg AGF (med 1 mål) samt tre sikre sejre i turneringen mod Lemvig, Rækker Mølle og TIK, kommer de til Maribo som rækkens mest formstærke hold. Med en samlet målscore på +31 efter tre kampe indtager de førstepladsen i 1. division.

Tønder har, for nuværende, rækkens bedste forsvar og samtidigt har de scoret tredje flest mål. De er kendetegnet ved en bred trup, hvor flere spillere kan træde i karakter. I første runde var det Mathias Nikolajsen med 8 mål, i anden runde Nick Bøgh med 7, og i tredje runde Kasper Andersen med 9 mål – heraf 8 på straffe. Bagved det betontunge forsvar står deres målmandsprofil Magnus Pedersen med en redningsprocent på over 40, hvilket understreger styrken i defensiven. Alt i alt må Tønder gå ind til opgøret som klare favoritter, men vi ved, at når Lollands Bank ARENA er fyldt kan den give vinger!

For os handler det om at bygge videre på den gode hjemmekamp mod Lemvig Thyborøn. Vi skal igen have fokus på tempoet i spillet og jagte de lette scoringer. Vi skal have toppræstationer fra flere spillere for at kunne være konkurrencedygtige mod et hold der jagter top-3. Et afgørende fokuspunkt for os i kampen bliver at minimere de tekniske fejl – Tønder er nemlig uhyre kyniske til at straffe selv de mindste fejl.

Vi håber på at finde vores bedste spil frem på lørdag, for det får vi brug for. Men endnu vigtigere er, at vi mærker trykket fra lægterne fra første fløjt. Publikum kan blive den X-faktor, der kan vippe kampen til vores fordel.

Så mød talstærkt op og hjælp os med at skabe en kulisse, der kan presse Tønder og forhåbentlig sikre os point på kontoen!

– Nicolai Worsøe, cheftræner 

_______________________

Billetter kan både bestilles på forhånd eller købes i døren fra 1 time før kampstart – læs mere her.

🏐 1. Division
🆚 TM Tønder Håndbold
📆 Lørdag d. 20. september
🕑 Kl. 15.00
📍 Lollands Bank ARENA

_______________________

Info om billetter.

Kampsponsor: MSE
Man of the Match-sponsor: JW Skadedyr
Boldsponsor: Jasmin Blomster
Time out-sponsor: Vinhuset Maribo