Begge hold jagter sæsonens første sejr
Efter en intens åbningsweekend i 1. division venter endnu en spændende kamp, når TSØ hjemme tager imod Lemvig-Thyborøn Håndbold. Begge hold jagter sæsonens første sejr, og opgøret bliver en tidlig indikator på, hvor de to mandskaber står i den nye sæson.
Lemvig-Thyborøn rykkede ned fra HTH Herreligaen i sæsonen 23/24 og blev nr. 4 i 1. division med 33 point i sidste sæson. Vestjyderne skal nu igen forsøge at kæmpe med i toppen af 1. division og skaffe en top-3-placering som sikrer dem muligheden for oprykning til Bambusa Herre Ligaen.
Selvom Lemvig-Thyborøn befinder sig i 1. division, råder de over flere spillere med solid erfaring fra højere niveau. Mads Thymann, der tidligere har tørnet ud for Mors-Thy og senest har spillet i den spanske liga, er kommet tilbage til klubben og forventes at blive en nøglespiller i begge ender af banen. Han scorede 9 mål i første kamp og bliver uden tvivl en stor profil for Lemvig.
Også Mathias Bitsch, der har ligakampe for Skanderborg AGF på CV’et, bidrager med fysik og rutine i bagkæden. Endelig er Jonas Porup et velkendt navn, som i sidste sæson spillede i TTH Holstebro og tilfører holdet både erfaring og råstyrke til deres defensiv.
Der er ingen tvivl om, at Lemvig kommer til at være blandt favoritterne til at spille med i toppen – især hvis de nævnte profiler rammer niveau.
TSØ kom godt fra start i sæsonens første kamp mod HCM og leverede en rigtig flot 1. halvleg, hvor holdet fulgte med i tempo og intensitet. Desværre blev det tydeligt, at kræfterne ikke helt rakte over alle 60 minutter, og modstanderne trak fra i kampens sidste fase.
Holdet har dog vist, at de har potentiale og kvalitet i spillet, og hjemmebanen i denne runde kan blive et vigtigt våben mod et stærkt Lemvig-hold.
Jeg håber, at alle jer på tilskuerpladserne vil hjælpe med at skabe en vild kulisse, som skal danne rammerne for en spændende søndag eftermiddag i Maribo.
– Nicolai Worsøe, cheftræner
_______________________
Billetter kan både bestilles på forhånd eller købes i døren fra 1 time før kampstart – læs mere her.
🏐 1. Division
🆚 Lemvig-Thyborøn Håndbold
📆 Søndag d. 7. september
🕑 Kl. 15.00
📍 Lollands Bank ARENA
_______________________
Kampsponsor: DKPrint
Man of the Match-sponsor: Pejsemontøren
Boldsponsor: Landsbyen Våbensted og Søpark Kiosken
Time out-sponsor: Frimann Biler