You are currently viewing Hjemmekamp mod Faaborg ØH

Hjemmekamp mod Faaborg ØH

Sidste kamp i sæsonen – Hjemme i Maribo

Vi går ind til sæsonens sidste kamp med hovedet højt og blikket rettet fremad. Vi blev sikret forbliven i 1. division i sidste uge, men det har ikke ændret på vores mindset. Det arbejde, vi satte i gang sammen for fire uger siden, fortsætter med samme intensitet og dedikation – også i sæsonens sidste opgør.

I kampen mod Rækker Mølle viste vi tydeligt, hvad vi er i stand til, når vi står sammen. I store perioder leverede vi en fantastisk håndboldpræstation, hvor vi lykkedes med mange af de ting, vi har arbejdet på. Desværre var marginalerne ikke med os, og vi måtte se os slået med ét mål i allersidste sekund. Men vi lod ikke skuffelsen fylde – tværtimod. Vi gav hinanden håndslag på én ting: Vi skal slutte sæsonen af med en sejr i Maribo!

Vi møder et Faaborg-hold, der i den første indbyrdes kamp tilbage i december, vandt sikkert. De er et løbestærkt mandskab med stærke individualister – særligt Victor Baltzer på venstre back, som havde stor succes mod os sidst. Det giver os en oplagt mulighed for at vise, at vi er et helt andet sted nu – som hold, som enhed og som spillere.

Det er nu, vi skal sætte et punktum, der peger fremad. Vores fokus har de seneste uger været på at udvikle den fælles forståelse, styrke vores sammenhold og skærpe vores kompetencer på banen. Det har allerede båret frugt, og vi ser frem til at vise det igen – denne gang foran vores fantastiske publikum i Maribo, som har støttet os hele vejen.

Lad os gå på banen med energi, mod og vilje – og lad os sammen afslutte sæsonen med det statement, gutterne har fortjent: Vi er i gang med noget nyt, og det skal fortsættes hér.

Vi glæder os helt vildt til kampen – sammen med jer!!

– Jimmy Albrechtsen, cheftræner.

_______________________

TSØ – Faaborg ØH
Spilles lørdag d. 12. april kl. 15.00 i Lollands Bank ARENA

Info om billetter.

Kampsponsor: KJV
Man of the Match-sponsor: Sparekassen Sjælland-Fyn
Boldsponsor: Jasmin Blomster
Time out-sponsor: Vinhuset Maribo