You are currently viewing Bittert nederlag til KIF Kolding

Bittert nederlag til KIF Kolding

Der var lagt i kakkelovnen til et opgør med slutspilsnerver, og det var præcis, hvad vi fik, da TSØ torsdag aften gæstede Kolding. Med tre hold á 32 point og kun fem runder tilbage var der ikke bare to point på spil, men det var også et spørgsmål om, hvem der for alvor skulle holde liv i håbet om en topplacering.

For TSØ var både Oskar og Sebastian klar modsat seneste kamp, og ej heller uvæsentligt var KIF Kolding uden én af deres og rækkens største profiler, målvogter Torsten Friis.

Smæk på fra start

Begge hold kom ud med tænding i øjnene og fysik i hver eneste duel. Det var tydeligt, at der var respekt på begge bænke – og endnu tydeligere, at ingen havde tænkt sig at give ved dørene.

Særligt Frederik Horn blev sat i scene med henblik på at udfordre de tunge Kolding-spillere i midterforsvaret. Del 1 af missionen, der omhandlede at komme forbi forsvarsspillerne, lykkedes gang på gang, men desværre svigtede træfsikkerheden – enten blev den reddet af Emil Tellerup i målet, eller også røg den forbi mål. Sammen med en række tekniske fejl fra andre TSØ-spillere var det årsagen til, at TSØ ikke var i teten fra start.

Selvom Kolding spiller smalt, var det tydeligt, at det var deres strategi – lig TSØ – at få sat tryk på kontraspillet. De formåede i det første kvarter at udnytte, at udeholdet virkede en anelse duperede over at spille i den flotte kulisse, der var skabt til topkampen.

Skarpe Kolding-profiler

Defensivt lykkedes det i perioder at få lukket ned for de værste gennembrudsforsøg, men kvaliteten hos Koldings nøglespillere viste også, hvorfor de ligger, hvor de gør i tabellen. Som forventet var det særligt Viktor Ahlstrand og Cornelius Kragh, der havde sidste eller næstsidste hånd på mange af KIF-målene.

Opgøret bølgede frem og tilbage, og holdene skiftedes til at score 2-3 mål ad gangen og var gode til at lukrere på modstandernes fejl og brændte chancer.

Et tidligt målvogterskifte hos TSØ, hvor Sebastian afløste August, gav gradvist TSØ noget momentum, eftersom Sebastian havde flere flotte redninger på helt åbne chancer. 11-9 til hjemmeholdet blev vendt til 11-12, men symptomatisk for første halvleg lavede hjemmeholdet herefter de næste to mål.

Worsøe tog ved stillingen 16-15 en timeout med ét minut tilbage af første halvleg. Denne faldt heldigt ud, og via scoringer fra Vukman og Dines kunne TSØ tage både en føring og momentum med ud i omklædningsrummet.

4-målsføring

Anden halvleg startede fremragende for TSØ. Defensiven stod stærkt, og Sebastian tog godt fra – bl.a. med redning af straffe. Det lykkedes blot KIF at score to gange de første godt otte minutter, og her lykkedes det faktisk TSØ at spille sig foran med 18-22. Det var tydeligvis et rystet hjemmehold – og publikum, for på det tidspunkt kunne man stort set kun høre de mange medrejsende TSØ-tilskuere.

Enmandshær

Som Dines i perioder er det for TSØ, har KIF ligeledes en profil i tidligere omtalte Cornelius Kragh, der kan afgøre kampe mere eller mindre på egen hånd. Det var tydeligt, at det var den angrebsmæssige strategi for hjemmeholdet i det sidste kvarter af kampen.

Nede 21-24 tog han sagen i egen hånd og hamrede det ene mål ind efter det andet. Han udlignede egenhændigt på under to minutter og var i den grad kampafgørende med hele seks mål i det sidste kvarter.

Løb tør for ressourcer

De mange dueller kampen igennem med de store og stærke KIF-forsvarsspillere syntes at tære på kræfterne, særligt hos bagspillerne hos TSØ. Færre dueller blev vundet, og flere angreb løb ud i sandet, og de tekniske fejl hobede sig op.

Trænerne forsøgte sig med 7 mod 6, men det taktiske udspil gav heller ikke rigtig den ønskede effekt. Chancerne blev ganske enkelt ikke store nok, hvilket resulterede i lange perioder uden scoringer, og i kampens sidste 13 minutter lykkedes det kun TSØ at score tre gange.

Marginaler

På fight og vilje i defensiven lykkedes det alligevel for TSØ at holde kampen spændende helt til det sidste og tvang også KIF ud i at spille 7 mod 6. Marginalerne var dog i den grad med hjemmeholdet – både med et par kendelser, der muligvis kunne have gået begge veje, men også eksemplificeret ved en strafferedning mere fra Sebastian med blot fem minutter igen, der går tilbage ud til skytten, som scorer på returen.

Ved stillingen 29-28 med 20 sekunder igen overser dommerparret desværre, at Sebastian berører bolden på vej ud og fløjter således forkert hjørnekast i stedet. Så i stedet for en mulighed for udligning afgør Viktor Ahlstrand kampen med en finurlig scoring fra venstre fløj til slutresultatet 30-28.

Dines blev igen topscorer med otte mål, efterfulgt af en velspillende Frederik Kiszka, der på sine straffer og afslutninger fra venstre fløj scorede på alle sine syv forsøg.

Team Sydhavsøerne havde stor ære af en spændende og underholdende topkamp, hvor man havde alle muligheder for at tage en vigtig og flot sejr i Kolding. Det er sjældent, man kommer til at vinde målvogterduellen så markant, som det var tilfældet i dag, hvilket cheftræner Worsøe havde angivet som et nøglepunkt for kampen. Men mod et hold med spillere, omend få, med så meget klasse, skal der spilles med meget mere kynisme, hvorfor der ganske enkelt ikke er råd til at begå 15 tekniske fejl.

TSØ er et ungt hold, og dagens kamp giver værdifuld læring med ind i ikke blot den resterende del af sæsonen, men også fremtiden, hvor store dele af holdet skal udvikle sig skulder ved skulder.

Målscorere for Team Sydhavsøerne:

  • Dines Kjeldsgaard – 8
  • Frederik Kiszka – 7
  • Frederik Horn – 5
  • Kristian Lund Vukman – 2
  • Pætur Mikkjalsson – 2
  • Oskar Hare – 1
  • Jeppe Villumsen – 1
  • Pauli Mittún – 1

Stillinger undervejs:

  • 10 min: 8-6
  • 20 min: 11-12
  • 30 min: 16-17
  • 40 min: 20-22
  • 50 min: 25-24
  • 60 min: 30-28