You are currently viewing Stærk regional alliance samler erhvervslivet

Stærk regional alliance samler erhvervslivet

Team Sydhavsøerne og Erhvervsforum Vordingborg indgår strategisk samarbejde

Fra den 1. juli 2026 etablerer Team Sydhavsøerne og Erhvervsforum Vordingborg i DGI Huset Vordingborg et nyt strategisk samarbejde, der skal styrke relationerne mellem virksomheder på tværs af Sydsjælland og Lolland-Falster.

Aftalen forener to af regionens stærkeste erhvervsnetværk med et fælles mål om at skabe endnu flere forretningsmuligheder, relationer og fælles aktiviteter til gavn for både virksomheder, organisationer og lokalsamfund.

Team Sydhavsøerne har siden etableringen i 2003 udviklet sig til langt mere end en håndboldklub. Med hjemmebane i Lollands Bank ARENA og en position som regionens højest placerede herrehåndboldhold, er klubben i dag også omdrejningspunkt for et omfattende erhvervsnetværk med stærke lokale og regionale virksomheder.

På samme måde har Erhvervsforum Vordingborg på kort tid udviklet sig til et markant samlingspunkt for erhvervslivet på Sydsjælland. Netværket udspringer af DGI Huset Vordingborg, som siden 2015 har været et regionalt kraftcenter for kultur, idræt, uddannelse og erhverv.

Erhvervsforum Vordingborg blev etableret i 2024 og tæller allerede tæt på 70 virksomheder med en ambition om at nå 100 medlemsvirksomheder inden udgangen af 2027.

For begge organisationer er samarbejdet et naturligt næste skridt.

”Vi har længe betragtet vores erhvervsnetværk mere som et regionalt projekt og ikke blot et lokalt initiativ. Diversiteten blandt vores medlemmer er stor, og vi oplever hver dag, at virksomheder på Lolland-Falster og Sydsjælland har mange fælles interesser og muligheder. Visioner, målsætninger og forretningsområder i både Team Sydhavsøerne og Erhvervsforum Vordingborg hænger fantastisk godt sammen. Derfor er vi både stolte og begejstrede for nu at kunne etablere et formelt samarbejde,” siger Hans Snestrup, direktør i DGI Huset Vordingborg.

Hos Team Sydhavsøerne ser man samarbejdet som en vigtig investering i klubbens fortsatte udvikling som regional samlingskraft.

”I lang tid har vi ønsket at styrke vores relationer og aktiviteter på Sydsjælland. Som det højest placerede herrehåndboldhold på Lolland-Falster og Sydsjælland, er det naturligt for os at tænke regionalt og udvide grænserne for vores aktivitetsområde. Vi har gennem længere tid fulgt den imponerende udvikling af erhvervsnetværket i Vordingborg og arbejdet målrettet på at få et samarbejde etableret. Begge netværk er stærkt forankrede i samme region uden at være konkurrenter, og derfor er dette match både oplagt og værdiskabende,” siger Morten Harkjær Nielsen, direktør i Team Sydhavsøerne.

Samarbejdet kommer blandt andet til at omfatte aktiv deltagelse i hinandens mange netværksmøder, arrangementer og events. Derudover arbejdes der allerede på en række fælles aktiviteter og erhvervsrettede initiativer, hvor de to organisationer vil stå som fælles arrangører.

Ambitionen er klar: At skabe et endnu stærkere erhvervsfællesskab på tværs af kommunegrænser og samtidig bidrage til den fortsatte udvikling af hele regionen.

Med samarbejdet sender Team Sydhavsøerne og Erhvervsforum Vordingborg et tydeligt signal om, at fremtidens vækst skabes gennem relationer, fællesskaber og stærke partnerskaber.

For yderligere oplysninger:

Morten Harkjær Nielsen Direktør, Team Sydhavsøerne
Mobil: +45 6074 7505
mhn@tsho.dk

Hans Snestrup Direktør, DGI Huset Vordingborg / Erhvervsforum Vordingborg
Mobil +45 2258 6000
hans@dgihusetvordingborg.dk