Efter denne sæson, som er hans tredje i Team Sydhavsøerne, søger højre fløj Simon Faurskov nye udfordringer. Det er ikke blevet til meget spilletid på hold 1, men til gengæld har Simon haft en stor rolle på klubbens talentfulde hold 2, som har leveret flot i første halvdel af turneringen – med Simon som en væsentlig bidragsyder.
Ambitionerne rækker dog længere, og derfor undersøger Simon nu muligheden for at få en større rolle et nyt sted.
“Jeg har været enormt glad for tiden i TSØ. Træningsmiljøet, fællesskabet og alle menneskene omkring holdet – og i Lollands Bank Arena på kampdage – har givet mig mange gode oplevelser med på vejen.”
Fra klubbens side er der intet at sætte en finger på i forhold til Simons indsats. Han har hele vejen igennem arbejdet ihærdigt og har samtidig været en vellidt del af truppen.
Team Sydhavsøerne ønsker Simon held og lykke i det videre forløb.

