Dagens modstander fra Odder Håndbold kom ind til opgøret med blot én sejr i de seneste fem kampe. Lige omvendt gjorde sig gældende for TSØ – ét nederlag i de seneste fem kampe. Det var dermed også top mod bund – en forskel, der dog ofte udlignes, når Odder spiller hjemme, hvilket de tidligere i sæsonen har vist prøver på.
TSØ – og i særdeleshed Dines Kjeldgaard – kom angrebsmæssigt fint i gang med kampen. Dines fik den nødvendige plads til at afslutte fra distancen, og selvom Simon Toft i målet ofte var i berøring med bolden, gik den i mål. Fire af de første seks TSØ-mål stod den hårdtskydende højre back bag.
Odder havde dog en tydelig strategi fra start: at udnytte den tid, TSØ skulle bruge på at få forsvarsklippen Jeppe Villumsen på banen, til at komme til afslutning i overtal efter hurtigt opgiverkast eller andenfasekontra. TSØ havde på sin vis styr på udskiftningen, men var ikke i balance og klar til at tage imod de fremadstormende Odderspillere, der gang på gang satte bolden i mål få sekunder efter en TSØ-scoring.
Trænerteamet fik dog relativt hurtigt justeret udskiftningerne og bragt sikkerhed ind i returløbet. Til gengæld manglede det etablerede forsvarsspil generelt højde og sammenhæng, og hjemmeholdet havde ikke de store problemer med at komme til gode chancer. I den første tredjedel af kampen var det særligt Tobias Bro og Markus Ranzau Hansen, der gang på gang kom til mere eller mindre åbne chancer. Førstnævnte blev ved hele kampen.
Da hjemmeholdet efter 17 minutter bragte sig foran 10-9, trykkede Worsøe på timeout-knappen i bestræbelserne på at få sat struktur på spillet og bragt spillerne tilbage til gameplanen.
Angrebsspillet blev herefter sådan set sat fint op, og vi fik god bredde i spillet, men der blev brændt for mange chancer, og vores fløje var i denne periode af kampen ukarakteristisk uskarpe i forhold til hidtil i sæsonen. Timeouten fik derfor på måltavlen ikke den store effekt, og i stedet var det hjemmeholdet, der med fem minutter tilbage af første halvleg tilspillede sig kampens hidtil største føring ved 13-10.
TSØ fandt dog noget skarphed og momentum frem mod pausen og udnyttede dette til at spille føringen ned på 15-14, hvilket også var pausestillingen.
Team Sydhavsøerne startede anden halvleg i 7 mod 6 – med begrænset succes. Godt nok ændrede forskellen sig ikke markant på tavlen, men det skyldtes i højere grad hjemmeholdets manglende skarphed. Angrebsspillet var usikkert og præget af fejl, hvilket er dyrt, når målet er tomt. Samtidig fortsatte Simon Toft med at redde den ene åbne afslutning efter den anden, mens redningerne fra TSØ-keeperne, der begge fik lov at prøve, i lange perioder udeblev.
Et kampbillede meget lig det, vi var vidner til, da TSØ for et par uger siden tabte til Vendsyssel.
Da TSØ ramte tre scoringer i træk og for første gang siden 1-2 bragte sig i front med 20-21 efter 40 minutters spil, anede man, at Team Sydhavsøerne ville finde tilbage til niveau og tage grebet om kampen. I stedet blev den følgende periode begyndelsen til enden på TSØ’s muligheder for at vinde.
Seks Odder-scoringer i træk – med en effektløs TSØ-timeout midtvejs – så ud til at afgøre kampen, selvom der stadig resterede 13 minutter. 26-21 var stillingen, og TSØ-spillerne virkede modløse og uden tro på egne evner.
Blødningen blev dog stoppet, men afstanden blev aldrig reduceret – primært på grund af to spillere, der var hårde mod os. Simon Toft stod en flot kamp i målet, og Tobias Bro blev ved med at vinde sine direkte dueller eller komme til frie afslutninger efter kryds eller oppres. Han endte på 13 mål.
Kampen endte 34-28 – en kamp, hvor to af hjemmeholdets spillere må krediteres for en flot indsats, men hvor Team Sydhavsøerne også må kigge indad og evaluere på det, der formentlig var sæsonens svageste præstation.
Udekampe i Jylland er bare ikke favoritten, så der skal tages revanche, når sæsonens – og Lolland-Falsters – helt store håndboldbegivenhed finder sted på onsdag, hvor vi tager imod traditionsklubben Kolding IF, og NFH møder Viborg HK i Spar Nord Boxen i Nykøbing.
Målscorere for Team Sydhavsøerne:
Dines Kjeldsgaard – 8
Mathias Nikolajsen – 6
Oskar Hare – 4
Frederik Kiszka – 3
Pauli Mittún – 3
Gustav Murel – 2
Lasse Højgaard – 1
Pætur Mikkjalsson – 1
Jeppe Villumsen – 1
Kristian Lund Vukman – 1
Stillinger undervejs
10 min: 7-6
20 min: 11-10
30 min: 15-14
40 min: 20-11
50 min: 27-22
60 min: 34-28