You are currently viewing Udekamp mod HC Midtjylland

Udekamp mod HC Midtjylland

Der er lagt op til en spændende håndboldaften på fredag, når HC Midtjylland og TSØ tørner sammen i en kamp i det jyske.

I den forgangne sæson sluttede HC Midtjylland på en flot 5. plads med 30 point, mens TSØ måtte tage til takke med en 9. plads og 17 point. På papiret er midtjyderne således favoritter, men TSØ har, med et par nye spillere og en ny tro på tingene, ikke tænkt sig at give op på forhånd.

Vi har leveret en god preseason med 4 sejre i 5 træningskampe. Det eneste nederlag faldt mod Ligaholdet TMS Ringsted, mens vi senest kørte en komfortabel sejr i hus på hele 22 mål mod Otterup fra 2. division. Derudover har den første periode budt på sejre over HCK, Aranäs og LUGI. Holdet har i det hele taget set mere og mere sammenspillet ud fra kamp til kamp, og den positive udvikling giver blod på tanden før mødet med HCM.

For HC Midtjylland har træningskampene været mod topklasse modstandere. Først et nederlag på 29-36 til Aalborg Håndbold, efterfulgt af et tæt opgør mod KIF Kolding, der endte med et knebent nederlag på 33-30. D. 25. august spillede HCM en krævende pokalkamp mod GOG, hvor HCM-mandskabet igen testede sig selv mod landets stærkeste modstandere. Her trak GOG det længste strå og vandt opgøret.

Et af HCM’s største våben er holdets tre stærke stregspillere, som udgør en fysisk og taktisk trussel i begge ender af banen. Hertil kommer de to nye tilføjelser, Malte Pedersen og Emil Jensen, der begge har markeret sig positivt i opstarten og ser ud til at kunne blive afgørende brikker i det midtjyske spil.

Historikken taler sit tydelige sprog: Vi har tabt de seneste syv kampe til HC Midtjylland. Man skal helt tilbage til 4. januar 2021 for at finde seneste sejr over midtjyderne, og endnu længere – tilbage til 2014 – for at finde sidste gang, hvor vi undgik nederlag på udebane mod HCM.

Statistikken understreger, at hjemmeholdet går ind til opgøret som klare favoritter.

Vi håber, I har drengene i tankerne på fredag. Og til jer, der tager turen med til det jyske – jeres opbakning giver energi på banen og kan blive dét, der gør forskellen i jagten på en sejr.

Sammen står vi stærkere!

– Nicolai Worsøe, cheftræner.

Udekampen mod HC Midtjylland bliver spillet 29. august kl. 19.30