Skader og mange kampe på kort tid gjorde, at Emil Sønderskov i den sidste halvdel af seneste sæson gik fra fast mand på hold 2 til også at starte inde på hold 1.
Med en uimponeret tilgang til kampene og en defensiv spillestil, der tilsyneladende harmonerer bedre med dommerlinjen i 1. division end i 2. division, spillede den blot 19-årige vestlollik en væsentlig rolle i den flotte stime på 10 sejre i træk.
Det har nu også medført, at Emil i sit første år som senior har skrevet under på en kontrakt, der gælder for de kommende tre sæsoner, hvor han altså skal kombinere tilværelsen som deltidsprofessionel håndboldspiller med arbejdet som tømrerlærling hos Team Sydhavsøernes trofaste partner Ringtved A/S.
Klavs Bruun Jørgensen om Emil:
”Jeg tror stadig ikke Emil helt har forstået, hvilket potentiale han har – især defensivt. Der skulle også et par skader på hold 1 til og Emil skulle selv være helt fysisk klar, før vi så det i trænerteamet. Det bevægelige, aggressive og tacklende forsvar passer godt til ham, så det glæder mig, at vi i de kommende sæsoner kan arbejde videre med Emil. Jeg er sikker på, at det bliver godt.”
For Emil var det en lærerig men også hård halvsæson, og om den nye aftale udtaler han:
”Jeg er glad for den nye aftale, som gør at jeg nu kan se frem til endnu flere kampe i Lollands Bank ARENA. Jeg føler mig godt tilpas i de rammer, som TSØ tilbyder, og er taknemlig for den udvikling, de har været med til at få mig igennem. Den udvikling skal nu forhåbentlig fortsætte, hvor mit eget fokus helt klart er forsvarsdelen💪🏼”
Vi glæder os over, at Emil vil fortsætte med at uddele tæsk i Lollands Bank ARENA og ser frem til at følge hans udvikling.