Det blev nøjagtig de samme cifre som senest TSØ tørnede sammen med TM Tønder – nemlig 27-24 til de rødklædte.
Som cifrene antyder, var det forsvarsspillet, der fungerede bedst for begge mandskaber. Ligesom begge holds keepere tog rigtig godt fra. For TSØ blev Sebastian Minor da også helt fortjent kåret til Man of the Match af Claus Larsen Kvalitets-byg.
Holdene fulgtes tæt ad og ingen af holdene var før slutfasen foran med mere end 2 mål. TSØ havde undervejs i kampen skiftet flittigt ud, og det virkede som om vi i slutfasen havde overskuddet og var en tand skarpere i de afgørende situationer.
Der var glædelige comebacks til Rasmus Larsen og Lasse Cieslak, der begge viste lovende takter offensivt med gode mål og assists. Herudover fik de sat et godt tempo og fik udfordret TM Tønders fysisk stærke midterblok.
Defensivt var det den nye stregduo – Pætur Mikkjalsson og Kasper Manfeldt der så ud til at befinde sig godt i trænerteamets offensive udgangspunkt. Der blev virkelig tacklet igennem og alle strålede en gejst og vilje til at lukke ned. Der var også debut til målvogter Nichlas Ludvigsen, der kvitterede med en vigtig strafferedning på 2 forsøg.
Det var en særdeles vigtig sejr, da vi må formode at Tønder er et af de hold, vi skal holde bag os i bestræbelserne på at hænge fast i toppen.
Allerede på tirsdag venter en sjov kamp og en god oplevelse, når sidste sæsons sølvvindere fra GOG kommer på besøg i Santander Cuppens 1/8-delsfinale. Lad os fylde Lollands Bank Arena og give dem kamp til stregen.