You are currently viewing Vigtig arbejdssejr på 29-35 i Roskilde

Vigtig arbejdssejr på 29-35 i Roskilde

Dagens modstander fra Roskilde kom ind til dagens kamp med sæsonens blot anden sejr frisk i erindring, idet de for blot 3 dage siden vandt over Faaborg, der er placeret lige over dem i tabellen.

De kom også optimistiske ud til opgøret og med tempofyldt spil – i hvert fald offensivt. Begge hold kom let, også for let, til scoringer og hverken forsvarene eller keepere fik sådan rigtig afvist indledningsvis. Da Oskar bragte TSØ foran 4-5 var der således ikke engang spillet seks minutter.

TSØ-trænerne skiftede tidligt og flittigt ud, en strategi der gerne skulle lønne sig sidenhen i kampen og også gjorde det. Udskiftningerne ændrede ikke ved det gode angrebsspil, men heller ikke ved det noget usikre forsvarsspil, hvor aftalerne ikke så ud til at sidde i skabet. Alt for ofte gik vi galt af hinanden og muliggjorde åbne chancer til hjemmeholdet.

Heldigvis meldte August sig ind i kampen med nogle flotte og vigtige redninger på helt åbne chancer til Roskildespillerne. Det kombineret med at vi i angrebet fortsatte med at ”passe på bolden” og splitte Roskildes forsvar fra hinanden gjorde, at vi kunne gå fra 12-13 til 12-16 – en periode hvor vi holdt Roskilde fra scoringer i godt fem minutter. De gode defensive takter blev desværre spoleret af udvisninger frem mod pausen, hvor der igen blev byttet mål. 16-19 stod den til pause.

Forsvaret måtte være et tema på taktiktavlen frem mod de sidste 30 minutter.

Hvis aftalerne blev genopfrisket, må det konstateres, at det i store træk var uden effekt, da anden halvleg var i gang. Vi indkasserede fortsat alt for mange mål, hvor vi ikke var ordentligt på plads eller to spillere dækkede den samme spiller, samtidig med at vi periodevis ligeledes tabte for mange dueller.

Positivt var det, at offensiven fortsat kørte som ønsket. Det er tydeligt, at tilknytningen af Rune Overlund, har givet spillet et større tryk mod modstandernes forsvar og der skabes i højere grad fordelagtige overtalssituationer for de øvrige spillere. Ud over otte flotte mål, tilspillede Rune sig flere straffer og da Roskildespillerne flere gange hang efter, betød det også udvisninger fremprovokeret af dagens TSØ-spiller.

Det at Rune tager nogle flere skud og dueller, betyder også en lidt anden rolle til Vukman, der har knap så mange afslutninger selv, men i dag mange gange er andensidste spiller på bolden inden en scoring. Noget især Kasper Manfeldt nød godt af. Kasper leverede offensivt noget af det bedste vi har set fra ham i sæsonen. Syv mål på lige så mange chancer blev det til og adskillige af dem altså iscenesat af Vukman.

Rune, Kasper og bredden blev afgørende i dag. Jo længere vi kom i anden halvleg des tydeligere blev det, at udeholdet havde flest ressourcer og hjemmeholdet sled mere og mere med tingene. Den første 5-målsføring blev skabt efter 46 minutter – og selvom hjemmeholdet fortsatte med at score mål, fastholdt Team Sydhavsøerne ligeledes kadencen i offensiven.

Sejren kom således aldrig i fare, og selvom teamet ikke kan være tilfredse med den defensive præstation, skal der være glæde over det flotte angrebsspil og selvsagt det vigtigste af alt – nemlig sejren og de to point, der nu skaber endnu mere afstand til de tre nederste pladser.

Det giver også en ro i maven frem mod en, på papiret, sværere modstander i form af topholdet fra Skive. En kamp hvor der kan spilles mere frit, hvor der er revanche til gode og i det hele taget er der lagt op til en af de der rigtig fede fredagskampe.

Tusind tak til de mange fremmødte TSØ-tilhængere til kampen i Roskilde.