Så blev det FEM på stribe. Vi går på julepause med en flot sejrsstime efter det nok engang blev til to points på kontoen i dagens kamp mod Elitesport Vendsyssel. Sejrscifrene lød på 32-26
Der skulle dog gå en god portion tid før vi for alvor fandt julemelodien denne lørdag eftermiddag i Vrå. Om det var vækkeuret, der ringede før kl 5 og den lange bustur, der lige skulle ud af systemet må være usagt, men der blev brændt flittigt i kampens indledning. Værterne førte hermed 6-4, da vi var halvvejs i 1. halvleg. Men så spillede klaveret også. 10 minutter senere havde vi vendt billedet til 10-8 i vores favør og det blev udbygget til en komfortabel 14-10-føring ved pausen.
Kampen havde efter en sløv begyndelse fundet en anden kadence og det fortsatte i begyndelsen af 2. halvleg. I de første seks minutter nettede begge hold hele fem gange, så vores føring nu lød på 19-15. Desværre røg vi tilbage i det ineffektive spor og slog ikke kapital af det ellers fornuftige spil. Samtidig fik værterne virkelig skudt hul på vores defensiv og pludselig stod det 19-19.
Så strammede vi skruen. Fire TSØ-kasser i træk fik skabt luft igen. En luft vi nød godt af i resten af opgøret. Der blev primært byttet mål og så lagde vi alligevel lidt til i de døende minutter, så sejren altså blev på seks mål; 32-26. Utroligt flot at slutte efteråret med fem sejre i træk!
TSØ-topscorer blev Daniel Astrup med ni scoringer. Kristian Lund Vukman lavede seks.
Vi nyder sejren og stimen – især fordi der er rigtig lang tid til vi skal spille kamp igen. Det bliver formentlig først i februar, at du kan se gutterne påny. Vi melder selvfølgelig noget ud når vi kender det endelige program.