Team Sydhavsøerne startede overivrigt, og var det ikke for Oliver Larsen i målet var det gået galt fra start. Der skulle således gå 5 minutter før det første TSØ-mål.
Det første kvarter var kendetegnet af for utålmodige angreb, mens forsvaret fungerer bedre. Klavs Bruun tager timeout ved stillingen 5-6, og sætter Gustav Murel ind. Hans hurtige antrit giver flere muligheder i angrebet, og Team Sydhavsøerne kommer bedre med.
Efter 21 minutter er Team Sydhavsøerne på omgangshøjde med stillingen 8-8, heraf tre straffemål fra Lasse Højgaard. Det skulle også blive 13-11 til Team Sydhavsøerne, men et par brændte chancer gav FIF mulighed for et par hurtige angreb, og så stod der 13- 13 til pausen.
Anden halvleg tegnede ikke bedre, nærmere tværtimod. Angrebsspillet blev alt for febrilsk, og blev afsluttet før det burde. Stillingen efter 40 minutter var således 15-16, og så løb FIF ellers afsted til cifrene 16-20 efter 14 minutter. Selv når TSØ erobrer og løber kontra ender bolden over sidelinjen, og når man også brænder straffe bliver det svært.
17-22 nåede FIF endda at føre, men så følger den måske bedste TSØ-periode i kampen. Fokus er bedre og Oliver Larsen redder bolde, og med 2 minutter igen er spændingen bevaret ved stillingen 23-24. Men der blev ikke tale om et comeback, for kampens to sidste scoringer står FIF for.
Kampen ender 23-26 på en dag hvor flere profiler ikke spillede op til deres vanlige niveau.
Man of the Match blev Oskar Hare, kåret af Jørgen fra Peugeot Sakskøbing. Topscorer blev Lasse Højgaard med 7 (heraf 3 på straffe), efterfulgt af Oskar Hare med 6 scoringer.