Endelig kom vi på tavlen igen.
Selvom vi på intet tidspunkt har mistet modet, var det nu alligevel en lettelse at få lov at synge (læs: råbe) sejrssangen igen. En fortjent sejr, hvor flere ting bør nævnes.
Flere redninger, ikke mindst på baggrund af et flot forsvar anført af Elmkjær. En bredere bænk, så vi både kunne tilføre kompetencer og energi og ikke mindst give nogle pauser til de spillere, som før har skulle trække store læs i kampene.
Her stod vores debutant, Rune Overlund, ud. Han har tilført energi til truppen og det var glædeligt, at han spillede lige så friskt og uimponeret i kampen, som han har gjort i træningerne. Sidst men ikke mindst, sender vi også en stor tak til en fantastisk hjemmebane, som på trods af en haltende start virkelig støttede og bar drengene frem gennem hele kampen.
Selvom det måske føltes som mere, var det nu engang blot to points, og vi skal egentlig bare fortsætte det gode arbejde op mod endnu en kamp mod Roskilde, der er klar til at slås med næb og kløer for points for at undgå nedrykning.
Defensivt kan opgaven blive lidt ala mod Odder med en masse fodrappe spillere og en rigtig dygtig skytte på venstre back.
Vi går selvfølgelig benhårdt efter to points og få skabt lidt mere luft til bunden.
God kamp!
– Jakob Green, assistenttræner
Udekampen mod Roskilde bliver spillet 15. feb. kl. 15.00.