Det er med stor glæde, at vi i TSØ indgår et samarbejde med Børns Voksenvenner til glæde for børn med spinkle voksennetværk på Lolland-Falster.
Alle børn har ret til en hverdag fuld af glæde, oplevelser og tryghed. Alt sammen noget, som en voksen kan hjælpe børn med at få, og det er derfor med stor fornøjelse, at vi kan fortælle, at TSØ indgår et samarbejde med Børns Voksenvenner.
Børns Voksenvenner er en national organisation, der støtter børn og unge, som har et spinkelt voksen- eller familienetværk, ved at matche dem med frivillige voksenvenner. Som voksenven er ens opgave at fungere som en stabil, tillidsfuld og tryg ven og rollemodel i samværet med venskabsbarnet for derved at skabe de bedste betingelser for, at barnet udvikler sit selvværd og får endnu mere mod på livet og dets udfordringer.
”I TSØ har vi fokus på ”det hele menneske”, og vi er derfor utroligt glade for dette samarbejde, hvor vi også kan være med til at tage et socialt ansvar i lokalsamfundet ved at hjælpe børn og unge videre i deres liv. Børnene får nu mulighed for, sammen med deres voksenvenner, at overvære træningspas når herreholdet træner, samt overvære vores kampe og derved blive en del af TSØ-familien.”, udtaler Bjarne Schultz TSØ.
På billedet ses Tom Jensen Børns Voksenvenner og Bjarne Schultz TSØ.