You are currently viewing <strong>Tredje sejr på stribe</strong>

Tredje sejr på stribe

Det var på forhånd blevet kaldt en svær udekamp, men Rækker Mølle blev blæst ud af banen med sikre 37-30.

Det er altid sin sag at spille mod oprykkere på udebane en fredag aften, men drengene havde forstået budskabet og leverede en af sæsonens flotteste kampe. Midtvejs i 1. halvleg førte Rækker Mølle 8-7. Herfra så vi os ikke tilbage. Pausestillingen lød på 16-12.

Vi lod den nybagte far Alexander Nielsen blive hjemme og nyde familiens selskab og i hans fravær tjekkede Rasmus Larsen for alvor ind i TSØ-trøjen. Venstrehåndsprofilen lynede hele 5 gange i 1. halvleg (9 i alt) og var stærkt medvirkende til at offensiven kørte som smurt i olie.

I 2. halvleg blev der skruet yderligere op for tempoet. Værterne forsøgte at puste til os med god fart, men vestenvinden blev mødt af en decideret lollandsk orkan som modsvar. Hele 21 gange passerede vi modstandernes keepere og sejren var aldrig i nærheden af at komme i fare. 21 var det magiske tal her til aften, det var nemlig også antallet af redninger fra keeper Oliver Larsen, der bestemt også havde sin andel i sejren.

Hermed kan vi notere os for 6 points af 6 mulige i de seneste 3 kampe, og cheftræner Nick Szwiec var godt begejstret over præstationen:

– Vi spiller en fremragende kamp, ganske enkelt. Det er nærliggende at fokusere på offensiven når vi laver 37 mål, men vi står virkelig godt i forsvaret, tager masser af initiativ og Oliver Larsen står helt fantastisk.

– Det var fedt at en håndfuld trofaste supportere igen-igen tog den lange tur og støttede os på udebane. Vi håber selvfølgelig at se mange flere i Ringsted på fredag. Det bliver sjovt, det er virkelig en kamp, som vi glæder os til.

Udover Rasmus Larsen nåede Nicolaj Jørgensen også op på 9 scoringer og de to bagspillere delte altså topscorertitlen her til aften.

Det er på fredag kl. 19.30 i Dansk Kabel Tv Arena, at et af sæsonens store opgør, TMS Ringsted vs Team Sydhavsøerne, finder sted.