– Rækkens nummer 1 mod rækkens nummer 2.
Men først lige en opsummering af sæsonen indtil nu…
Med 6 kampe tilbage af sæsonen er den afsluttende del af turneringen vidt forskellige for os og HC Midtjylland. Selvom tabellens nummer 1 og 2 mødes, må man sige, at forudsætninger for afslutningen af sæsonen ikke er helt ens.
Mens HCM efterhånden ligger så lunt i svinget til at tage den direkte oprykningsplads, hvor kun en massiv gummiarm og adskillige tabte kampe kan ændre på det, ligger vi både og kan ende uden for top-3 eller levere et flot slutresultat og ende som nummer 2 eller 3 og derved kvalifikationsspil til håndboldligaen.
Vi skal i de kommende 4 kampe møde HCM, Grindsted, Ajax og HØJ. Ufatteligt svært program.
Men hvad, vi mente, ville være det sværeste program, vi stod med, så ligner det nu, at de andre tophold står med et noget nært lige så svært program. Pt. er der overhovedet ikke en afgørelse om, hvem der skal rykke direkte ud, og alle hold i midt- og bundstriden kæmper crazy for hvert eneste point. Det ses på resultaterne.
Vi så i sidste weekend, hvor svært vi havde ved at slå et lynende hurtigt FIF-mandskab, der kæmper for overlevelse, som først fik sin afgørelse til sidst – ligesom HC Midtjylland var lige ved at tabe til Skovbakken men kom tilbage til sidst og fik et uafgjort. Grindsted tabte for nylig til Otterup i sidste sekund, der efterfølgende også slog Ajax i sidste minut samt at HØJ tabte til Tønder… i sidste minut…
Alt kan ske det næste stykke tid, og det ser ud til, at vi oftere og oftere først ser en afgørelse på kampene, når absolut sidste sekund af kampen er gået. Det ligner, at hvem der ender hvor, i både top og bund, får først en afgørelse om 6 kampe (undtagen HC Midtjylland, som realistisk må siges at være vinder af turneringen – medmindre de skuffer fælt).
Hvordan det hele ender er simpelthen ikke til at sige. Vi står med mulighed for selv at afgøre det. – En situation, vi inden sæsonen havde været glade for, og som vi er stolte af at være i med 6 kampe tilbage.
HC Midtjylland gæster Lolland. Ikke en helt almindelig hjemmebane. Stedet vi pt. ikke har tabt i sæsonen, hvor stemningen til tider kan være episk og hvor vi ikke kan have bedre forudsætninger for netop at slå et så suverænt og dygtigt mandskab som HCM med adskillige profiler på alle pladser. Så skal det lykkes at slå så dygtigt et hold, så er det nok nu netop her på Lolland.
I den seneste kamp mod FIF lukkede vi 17 mål ind på kontra/tomt mål, hvilket vi ikke kan tillade igen. Går man forsvaret mere analytisk i sømmende, ser man klare forbedringer i de seneste kampe på de ting, vi arbejder med, og forhåbningen er, at vi gennem denne uge bliver endnu dygtigere og kan sammensætte flere aftaler samtidig og derved ikke skaber et nyt hul i skibet, når vi lukker et andet. Kan vi lykkes med det, så kan det gå hen at blive sjovt.
Vi har virkelig spillet flot og kreativt angrebsspil hele sæsonen. Oppe i HCM var det en afslutning på to stolper i sidste sekund, der gjorde, at vi ikke fik point, selvom vi lavede 34 mål!
Vi forventer en målrig affære med en masse tempo, taktisk spil og to hårdtslående forsvarskæder. Vi går benhårdt efter 2 point, og tør være optimistiske på trods af, at HC Midtjylland kommer som store favoritter.
Gratis vinsmagning fra 2010 Vin & Velsmag, efterfulgt af en absolut topkamp. Man skal ikke komme og sige, der ikke kæles godt om vores publikum.
Lad os mærke det på kampen – Vi håber I kommer og fylder hallen helt op, og skaber magi sammen med os! For nu er det nu, der er brug for jer!
Rigtig god kamp!!
– Nick Valentin Szwiec, assistenttræner.
Kampen spilles: Lørdag d. 26. februar kl. 15.
For mere info om billetter læs her.