Det blev en fornøjelig eftermiddag for holdet og de mange trofaste fans i Roskilde. TSØ-sejren blev på sikre 33-24.
En flyvende 5-0-start dannede fundamentet for en 1. halvleg, der mestendels var i fuld kontrol, og det var kun momentvise uskarpheder i afslutningerne, der gjorde at føringen ikke var større end de 17-9 kort før pausen. Men når det regner, styrter det ofte ned og vi kom i den grad i styrtende modvind op til pausen, med tre hurtige udvisninger efter hinanden – det ene et direkte rødt til Daniel Sørensen for at ramme en Roskilde-spiller i hovedet på frikast efter tid. Ingen Oskar Hare på bænken betød at Rasmus Larsen og Alexander Nielsen på skift måtte tage sig af højrefløjen i kampens sidste 30 minutter. Hvis Roskilde Håndbold skulle tilbage i kampen, havde de fået serveret muligheden.
Heldigvis varede skybruddet ikke mange minutter på hver sin side af pausen. Vi fik atter kontrol med kampen. Oliver Larsen afløste “hjemvendte” Sebastian Minor i målet – begge målvogtere leverede fine indsatser denne søndag – og det var kun i korte perioder, at angrebsspillet ikke flød. 20-25 var det tætteste Roskilde Håndbold kom, og sejren var dermed aldrig i fare.
En særdeles glædelig note ved kampen: Kasper Olsen fik comeback! Der blev investeret heftigt i Olsen, og han kvitterede for den store mængde tillid og spilletid med tre mål og generelt godt spil.
Næste gang TSØ skal i ilden: Fredag d. 28. september på hjemmebane mod HØJ Elite. Vi glæder os til at se en masse mennesker i hallen. Der skal fuld knald på.
* artiklen opdateres snart med udtalelse fra Kasper Olsen *