Talentfuld ungdomslandsholdsspiller bliver ny venstre fløj i TSØ
Lasse Højgaard der i øjeblikket spiller i Skanderborg Håndbold, kaster fra juli måned, og minimum de næste tre sæsoner frem, bolden i mål for Team Sydhavsøerne.
Lasse er bare 19 år og kommer oprindeligt fra Horsens. Han har spillet i Skanderborg siden han var U12, og har været på kontrakt i Skanderborg Håndbold og Skanderborg/Aarhus de seneste 2 år.
Det unge talent er ukarakteristisk høj af en fløjspiller at være, hvilket giver trænerteamet nogle nye muligheder, da der med højden i Lasses tilfælde også følger forsvarskompetencer.
Lasse kommer til TSØ med erfaring fra højeste niveau – både til træning og kamp og udtaler om sit skifte:
“Grunden til at jeg valgte TSØ er først og fremmest fordi jeg kun har hørt godt om klubben. Det er en ambitiøs klub, hvor jeg har mulighed for at få mere spilletid og dermed udvikle mig.
Jeg glæder mig til at møde truppen og være med til at bidrage både på og udenfor banen. Udover det glæder jeg mig til at se hvor langt vi kan nå i en spændende 1. division. Desuden glæder jeg mig til at mærke stemningen fra tilskuerne på den fede hjemmebane.”
Byd Lasse velkommen og glæd jer til at se ham banen i sæson 2022/23.
På billedet ses Lasse sammen med Karsten og Steffen Hovmand fra Steel Engineering, der bliver spillersponsor for Lasse.