Fredag aften venter en svær udebanekamp i Rækker Mølle.
En kamp på udebane i Vestjylland fredag aften mod en oprykker i medvind er altid en sikker opskrift på en bøvlet opgave. Så der ligger en stor opgave i det mentale for spillerne, og de svære omstændigheder må ikke påvirke vores præstation på banen.
Inde på selve banen bliver opgaven at løse og stække Rækker Mølles store profiler. Mathias Skræddergaard er en meget atypisk spiller qua sin højde, som også spiller en stor rolle i forsvar, overtal og kontra. En virkelig interessant profil. De har også flere dygtige brudspillere, hvor jeg vil fremhæve Lasse Hamann-Boeriths – en dygtig “powerspiller,” som udover sit brud har et virkelig godt skud. Desuden har de dygtige stregspillere, så det er ingen overraskelse, at de er så dygtige til at score mål
Så vi skal være dygtige defensivt, noget som vi kontinuerligt har haft højeste prioritet hele sæsonen og hvor det foreløbigt kulminerede i fredags med sæsonens bedste defensive præstation. Her lykkedes vi individuelt, parvist, i 4-blokken og ikke mindst i målet. Det var på ingen måde fejlfrit, men hvis vi kan ramme i nærheden af det niveau defensivt, vil vi have en rigtig god chance.
Stemningen i truppen er rigtig fin. Ugen er altid lidt sjovere efter en sejr. Men vi har haft nogle konstruktive træninger, spillerne har været på og vi glæder os virkelig til næste udfordring.
God kamp!