Så er sæsonen 2026/2027 for alvor skudt i gang, og det blev præcis den start, vi havde håbet på. Foran et fantastisk publikum i Spar Nord BOXEN sikrede vi os en sejr på 40-28 mod Odder Håndbold og dermed sæsonens første to point.
Efter 153 dages ventetid var der naturligvis lidt spænding og nervøsitet at spore hos begge hold i kampens indledning. Odder viste flere gange de kvaliteter, som har gjort dem til et frygtet hold i rækken gennem mange sæsoner, og de nye spillere viste hurtigt, at de allerede er faldet godt ind i holdets struktur. Vi vidste også, at de med initiativ i begge ender ville forsøge at tage styringen på kampen.
Det gjorde de med 7 mod 6-spil i angrebet, fire bagspillere og en stor portion tålmodighed. Lange angreb lå konstant på kanten af passivt spil. Om det var premierenerver eller utålmodighed, skal være usagt, men alt for mange gange i indledningen og i første halvleg generelt blev TSØ-spillerne for ivrige og udisciplinerede. Bolde skulle stjæles, eller også var man ikke klar på opbakningen. I det hele taget var det en første halvleg under niveau.
Angrebsmæssigt nåede vi ikke at være i boldbesiddelse særligt længe ad gangen. Mulighederne for tidlige afslutninger var der, men alt for ofte blev det til afslutninger uden kvalitet, enten forbi målet eller direkte på Odder-keeperen. De to hold fulgtes derfor ad, og med en enkelt undtagelse var ingen af holdene foran med mere end ét mål.
Selvom Atal, der startede i målet, havde flere redninger, var der også afslutninger, som han normalt ville have taget. Derfor blev han erstattet af Carl Poulsen efter godt 20 minutter. Den høje U19-spiller havde fulgt med fra sidelinjen og fik fat fra start. Samtidig kom unge Mads Andersen på banen, og angrebsmæssigt satte han straks sit præg på kampen med to scoringer. Sammen med en anelse mere tålmodighed i angrebet betød det, at TSØ fik momentum frem mod pausen og kunne gå i omklædningsrummet foran 19-17.
Drengene fik en lille opsang i pausen, og det må man sige hjalp. De første 10 minutter af anden halvleg gik det stærkt. Defensiven stod fast, og Carl fortsatte med at tage fra i målet. Det betød den ene tekniske fejl efter den anden, og da Odder fortsatte med 7 mod 6-spillet, gav det scoringer i tomt mål. Særligt Frederik Albrechtsen, der fik sin turneringsdebut for Team Sydhavsøerne, havde succes med den disciplin. Nørre Alslev-drengen satte i det hele taget et flot aftryk på sin første 1. divisionskamp for TSØ med seks mål, alle scoret i anden halvleg.
Pausestillingen blev vekslet til en 10-målsføring efter 42 minutter, og kampen var reelt afgjort. Resten af kampen blev det tydeligt, at TSØ har en bred trup, hvor mange vil kæmpe om en rolle og masser af spilletid i denne sæson. Allerede efter 35 minutter havde alle 16 spillere været i aktion, og scoringerne var godt fordelt.
Profilerne fik lov til at hvile mod slutningen, og de unge spillere trykkede yderligere på speederen og sikrede en sikker sejr på 40-28.
Carl Poulsen blev for sit flotte indhop og en redningsprocent på knap 40 % fortjent belønnet med titlen som Man of the Match kåret af Jan Weyhe fra JW Skadedyr.
En stor tak skal lyde til publikum i Nykøbing. Igen viste I, hvorfor det er noget særligt at spille på hjemmebane, selvom det ikke var i vores vante kulisser i Maribo. Stemningen fra tribunerne gav spillerne ekstra energi, og støtten var med til at skabe de rammer, vi havde håbet på.
Det er naturligvis kun første kamp i en lang sæson, men det er altid vigtigt at komme godt fra start. Vi tager mange positive ting med videre og glæder os allerede til de kommende udfordringer. Køge, der selv hentede en flot sejr i det jyske, venter på udebane på fredag.
Tak for støtten, og tak fordi I var med til at gøre sæsonpremieren til en fantastisk håndboldoplevelse.
__________
TSØ’s målscorere
- Dines Kjeldgaard – 10 mål
- Frederik Albrechtsen – 6 mål
- Carl Baun – 5 mål
- Frederik Kiszka – 4 mål
- Mads Andersen – 3 mål
- Nikolai Falao – 3 mål
- Frederik Horn – 2 mål
- Lasse Højgaard – 2 mål
- Kristian Lund Vukman – 2 mål
- Oskar Hare – 2 mål
- Gustav Nielsen – 1 mål
- Jeppe Villumsen – 1 mål
__________
Kampforløb
- 10 min.: 7-6
- 20 min.: 12-12
- Pause: 19-17
- 40 min.: 29-21
- 50 min.: 36-25
- Slut: 40-28

