You are currently viewing Sprudlende angrebsspil gav storsejr

Sprudlende angrebsspil gav storsejr

Det blev en fornøjelig lørdag eftermiddag i Lollands Bank ARENA. Gæsterne fra IK Skovbakken blev sendt tilbage til det østjyske med et kæmpestort nederlag. 37-24 lød TSØ’s sejrscifre.
 
For godt en uge siden snuppede vi sæsonens hidtil største skalp, da vi besejrede HØJ på udebane. Det fik cheftræner Klavs Bruun Jørgensen til at mane til koncentration og disciplin forud for dagens opgør.
 
Og drengene lod til at have hørt efter. Jo, ganske vist spillede Skovbakken som ventet frisk til fra starten og bragte sig i front med 3-1 og 5-3. Men da vi først kom i teten ved Oskar Hares 6-5-scoring så vi os aldrig tilbage.
 
Skovbakken hang på resultatmæssigt det meste af 1. halvleg, da store chancer blev brændt i stor stil, men halvlegens sidste to scoringer tilfaldt TSØ og hermed var pausestillingen 16-13. Nu var det vigtigt at komme ordentligt ud af omklædningsrummet, og heldigvis havde gutterne i dag lært af tidligere kampes bitre erfaringer.
 
Tremåls-pauseføringen blev hurtigt vekslet til en fordobling ved 22-16. Det så også solidt ud, da vi mødte Køge i forrige hjemmekamp, men slutresultatet blev mudret lidt af koncentrationssvigt i slutfasen.
 
TSØ-mandskabet havde i dag tænkt sig at gøre arbejdet færdigt i stor stil. Herfra blev der konstant øget og med 12 minutter igen ramte vi den første timålsfering, da Frederik Kiszka gjorde det til 31-21. Foden blev aldrig taget af gaspedalen og hermed landede vi på 37-24. Tre sejre i træk – det kan man godt kalde en stime!
 
Daniel Astrup og Oskar Hare delte topscorerværdigheden med deres 7 scoringer. Frederik Kiszka og Alexander Nielsen fulgte trop med 6 hver. Man of the Match blev Frederik Kiszka kåret af Martin Boesen fra Lolland Kommune.
 
På lørdag d. 9/12 skal vi ud i en rigtig throwback-kamp, når vi tager imod Aarhus HC – i Rødbyhavn Sportshal. Det bliver fantastisk! Kampstart er kl. 15.00.