På en af de sværeste udebaner – og ovenikøbet på en hverdagsaften – lykkedes det Team Sydhavsøerne at hente endnu en af sæsonens rigtig flotte sejre.
Da kampprogrammet blev lagt, har flere nok tænkt, at ”det er fint, at den ligger en hverdagsaften”, da det normalt giver hjemmeholdet stor fordel, og fordi det i forvejen var en kamp, hvor to point ville kræve noget helt ekstra.
Kampen var flyttet væk fra januar, hvor vi forventer at have Pauli og Pætur afsted til slutrunde, hvilket gav os retten til at rykke kampen.
Sønderjyderne kom ind til opgøret i god form med flere sejre i bagagen. Det samme gjaldt dog TSØ, som i de seneste fem kampe kun havde tabt til rækkens førerhold fra Skive.
Hakkende start
TSØ fik ikke en optimal offensiv start. Spillet var uden tempo, duellerne blev ikke vundet, og Tønders stærke, fysiske forsvar fik overtaget. Det resulterede i kun tre mål i kampens første 11 minutter. Havde det ikke været for en virkelig stærk defensiv – ført an af en fremragende Jeppe Villumsen – kunne Tønders forspring have været markant større. Stillingen var dog blot 5–3.
Horn satte tempo
En tidlig indskiftning af Frederik Horn blev vendepunktet. Pludselig fandt TSØ et helt andet gear, og resten af halvlegen måtte Tønder se måbende til, mens kampen blev vendt fuldstændigt på hovedet. Hjemmeholdet fandt intet modtræk, når de hurtige TSØ-spillere splittede forsvaret ad.
Forsvaret stod fortsat stærkt – selvom redningerne var få – og derfor ændrede Tønders træner, Lars Krarup, til 7-mod-6. Men som i de seneste kampe løste TSØ også denne disciplin næsten perfekt. Det gav endda et par nemme scoringer i tomt mål, og TSØ kunne sætte de sidste tre mål ind på blot lidt over et minut. 15–21 ved pausen – 18 mål på under 20 minutter.
Tønder kom blæsende
Som forventet kom Tønder stærkt ud til anden halvleg – fortsat i 7-mod-6 – men denne gang med større succes. TSØ holdt dog kontrollen, og hjemmeholdet formåede aldrig at hente mere end to mål ad gangen, før TSØ svarede igen. Trænerteamet fordelte spilletiden klogt, og fx både Niclas Buch og Nikolai Falao kvitterede med fine scoringer.
Føringen nåede helt op på syv mål. Men Tønder har kvalitet nok til at gøre enhver kamp farlig, så fokus blev fastholdt hele vejen. Reelt blev det aldrig spændende, og de fire mål, kampen endte med, var det tætteste hjemmeholdet kom i anden halvleg. Resultatet blev 33-37.
Op på andenpladsen
I kampen for at spille med om de sjove placeringer kan betydningen af en sejr i Tønder næsten ikke overvurderes. Der er meget få, der tager herfra med en sejr – før i dag var det kun sket én gang i sæsonen. Resultatet betyder, at TSØ midlertidigt overtager andenpladsen. Vi vil dog for en tid have en kamp mere end flere af konkurrenterne, da opgøret egentlig skulle være spillet i januar.
Nu venter endnu en kamp denne uge, og det er vigtigt, at drengene får masser af opbakning, når Norddjurs gæster Lollands Bank ARENA på lørdag den 29/11 kl. 15.00.
Målscorere for Team Sydhavsøerne
Frederik Horn – 9
Dines Kjeldsgaard – 7
Lasse Højgaard – 5
Pauli Mittún – 4
Oskar Hare – 3
Jeppe Villumsen – 2
Simon Faurskov – 1
Kristian Lund Vukman – 1
Niclas Buch – 1
Nikolai Falao – 1
Kasper Manfeldt – 1
Pætur Mikkjalsson – 1
August Lihn – 1
Stillinger undervejs
10 min: 5–3
20 min: 10–11
30 min: 15–21
40 min: 22–26
50 min: 25–32
60 min: 33–37

