Team Sydhavsøerne rejste lørdag til en af 1. divisions absolut sværeste udebaner, da turen gik til Skive fH. Efter skuffelsen mod Give i den seneste runde var ambitionen klar: TSØ skulle rejse sig og levere et helt andet udtryk.
Det blev en intens og dramatisk kamp i BioCirc Arena, hvor hjemmeholdet – der før kampen toppede rækken og har haft ligaens stærkeste hjemmebane – endnu en gang viste deres kvalitet. Skive kom ind til opgøret med stor selvtillid efter sejren over TM Tønder og med en offensiv, der i sæsonen har produceret mål på samlebånd. Derudover er det kun blevet til sejre i 2026 og ikke færre end otte i træk.
TSØ stod derfor over for en stor udfordring mod et stærkt Skive-mandskab med profiler som Jens Dolberg, Nikolaj Haagen Pytlick, Joachim Hyldgaard – og ikke mindst den kommende TSØ-keeper Atal Lakanval.
Start
I forhold til for en uge siden var det et forvandlet TSØ, der satte sig på kampen fra første fløjt med periodevis taktisk initiativ i defensiven i form af et 5:1-forsvar, hvilket tog brodden af Skives farlige duelspillere.
Angrebsspillet var med speed, timing og kvalitet i afslutningerne – de første fire af disse stod Frederik Horn for, og med undtagelse af den første blev de sat i kassen.
Efter syv minutter havde TSØ etableret netop det udgangspunkt for at spille med om sejren, der var nødvendigt – 2-5 var stillingen.
Udfordringer i angrebet
Drengene fortsatte med at dække fremragende op, og Skive var udfordrede på at tilspille sig åbne chancer. Derfor var det alt andet end kærkomment, at vi begyndte at afvige fra det ellers velfungerende spil og koncept, der i indledningen udmøntede sig i store chancer hver gang.
Disse problemer gav Skive lige nøjagtigt, hvad de havde brug for, når de ikke kunne trænge igennem TSØ-defensiven – nemlig kontrascoringer.
Derfor var det primært hjemmeholdet, der sled på scoringstavlen i den følgende periode og overtog momentum. 7-6 stod den efter 14 minutter til hjemmeholdet, der på det tidspunkt var blevet tildelt hele fem straffekast.
Ondt kunne have været værre, havde det ikke været for Sebastian, der kom ind efter August uden held havde forsøgt sig et par gange og reddede to straffekast.
7 mod 6
Kombinationen af, at Sebastian overtog keepertjansen, og en ændring til 7 mod 6 i angrebet satte både angrebsfrekvensen og dermed også antallet af Skive-mål ned. Det bragte TSØ tilbage i teten.
Kort tid efter gik også hjemmeholdet over i 7 mod 6, og det blev en endnu mere taktisk affære.
Som så ofte før slog Dines til, når det gjaldt. I en målfattig halvleg scorede den stærke højre back tre gange i træk inden de sidste fem minutter og bragte TSØ foran 10-12. Skive nåede en reducering således, at pausestillingen var 11-12.
Udfordringer i overtal
En tidlig udvisning til Skive gav TSØ en gylden mulighed for at få et godt afsæt på anden halvleg. Som det dog var tilfældet i første halvlegs to overtalsminutter, blev perioden tabt. TSØ var på dagen ganske enkelt for uskarpe i offensiven i overtal.
Tilsyneladende hjalp det, at Skive igen blev fuldtallige, for med tre scoringer i træk lykkedes det TSØ at genetablere tremålsføringen.
Som halvlegen skred frem, blev det dog mere og mere tydeligt, at TSØ fik svært ved at åbne et meget stærkt Skive-forsvar. Alligevel blev tremålsføringen fastholdt med et kvarter tilbage at spille.
Ærgerlig slutfase
Team Sydhavsøerne havde sågar muligheden for at tilspille sig en firemålsføring, men i det sidste kvarter gik det meste galt.
For første gang i kampen sled vores defensiv lidt med tingene, og kombinationen af duelstærke Joachim Hyldgaard og den tunge stregspiller Gustav Østergaard gjorde ondt på os.
I angrebet blev der begået fejl eller spillet for sidelæns, og ofte endte det med en afventende kendelse for passivt spil og en afslutning uden kvalitet.
Sidst, men ikke mindst, tegnede der sig i det sidste kvarter – med de røde briller på – et billede af, at stort set alle tvivlkendelser gik hjemmeholdets vej. Som hjemmeholdets spillere i denne periode arbejdede sig ind i kampen, vågnede arenaen også, og der blev lagt et godt pres på de to med fløjten.
18-21 blev derfor vendt til 23-21 på syv minutter, og nu var det TSØ, der havde ryggen mod muren. Ét point kunne dog også vise sig at være værdifuldt, så trænerne brugte begge timeouts i denne periode, og nummer to stoppede “blødningen”.
Desværre var det for sent, og TSØ’s forsøg på at gå offensivt blev kynisk udnyttet af Skive fH, der med 27-24 nu er så tæt på oprykning til Håndboldligaen, som de kan komme.
Den rigtige oprykker
Det var med blandede følelser, at man skulle overvære, at en af hjemmeholdets bedste var Atal Lakanval i målet, der som bekendt stiller op for TSØ i næste sæson. Man må have respekt for, at den stærke keeper leverer for sin nuværende klub, men det understreger samtidig, at det er en mand, vi kan se frem til at få i Lollands Bank ARENA næste sæson.
I en kamp, der lige så vel kunne have endt med en TSØ-sejr, og hvor Skive virkelig måtte kæmpe med og for tingene, er det også på sin plads at give cadeau til rækkens bedste og bredeste hold.
BioCirc Arena er – bortset fra den lange køretur – et fedt sted at spille, og de mange dramatiske opgør, der er blevet kæmpet mod Skive i de senere år, vil blive savnet. Men det vil være fuldt fortjent, når oprykningen bliver definitiv.
På fredag den 13/3 venter endnu en spændende kamp mod stærke Aarhus Håndbold, der kommer til Lollands Bank ARENA for at få revanche efter den første kamp før jul. Vi håber, mange møder op for at få en god håndboldoplevelse, men også for at tage afsked med en række spillere, der ikke er i TSØ i den kommende sæson. Mere herom følger i ugens løb.
Målscorere for Team Sydhavsøerne (flest mål først)
- Dines Kjeldsgaard – 9
• Frederik Horn – 4
• Frederik Kiszka – 3
• Pætur Mikkjalsson – 2
• Oskar Hare – 2
• Kristian Lund Vukman – 1
• Pauli Mittún – 1
• Kasper Manfeldt – 1
• Nikolai Falao – 1
Stillinger undervejs
- 10 min: 4-5
• 20 min: 7-6
• 30 min: 11-12
• 40 min: 15-17
• 50 min: 21-21
• 60 min: 27-24

