You are currently viewing Selvtilliden er tilbage

Selvtilliden er tilbage

Nogle gange er det utroligt, hvordan en enkelt vunden håndboldkamp kan ændre på ens humør, selvtillid og selvforståelse. Efter vores største nederlag i sæsonen var humøret naturligvis ikke i top. Men her på tærsklen til vores næste hjemmekamp er humøret og selvtilliden i den grad tilbage. Det skyldes naturligvis, at drengene på allermest imponerende vis fik rejst sig mod et Grindsted-hold, som sæsonen igennem har vist sig som et værdigt tophold. En kamp, hvor vi konstant holdte et højt niveau i begge ender.

Det betyder, at med fire runder tilbage af en vanvittig spændende 1. division er der 3 hold, som reelt selv kan afgøre, om de skal gøre suveræne HC Midtjylland selskab i top-3. Heldigvis er vi blandt netop disse 3 hold. Helt i overensstemmelse med en af de mest sejlivede klichéer i sport har vi nu 4 kampe, som vi skal angribe, som om det var finaler.

Den første af disse står på fredag mod Ajax. Et opgør, som altid betyder en smule mere end bare de 2 point. Ajax’ sæson har været en smule svingende, men som sagt har dette opgør det med at have sit eget liv. Desuden har vi revanche til gode fra vores sidste møde, hvor vi i en fed kulisse en fredag aften desværre endte som tabere. Nu tænker vi, det er vores tur til at sikre vores hjemmepublikum og os selv en fornøjelig start på weekenden i en måske endnu bedre kulisse.

Rigtig god kamp.

– Jakob Green, cheftræner

Kampen spilles: Fredag d. 11. marts kl. 20.
For mere info om billetter læs her.