Tønder Sport- og Fritidscenter har alle dage været et fedt sted at spille. Det var heller ingen undtagelse søndag eftermiddag, da TSØ tog den lange tur til Sønderjylland. TSØ kunne efter en stærk 1. halvleg, og en mere vanskelig 2. halvleg, trække sig sejrrigt ud af kampen med en sejr på 27-24.
Oliver Larsen var flyvende i buret med flere akrobatiske redninger.
Begge hold kom hæsblæsende ud til en meget intens stemning i Tønder. Det blev til en lige start på kampen, hvor Oliver Larsen diskede op med flere gode redninger, mens værternes Mathias Nikolajsen var flyvende indledningsvist med hele 4 scoringer på de første 10 minutter af kampen. Oskar Hare kunne efter 12 minutters spil bringe TSØ i front med sin scoring til 7-6 – alt i alt en jævnbyrdig start på kampen. Efter godt 20 minutters spil lykkedes det TSØ at trække fra med 3 scoringer i træk til stillingen 13-9, anført af én velspillende Kristian Vukman. TSØ udbyggede føringen frem mod halvlegen med scoringer fra Daniel Astrup og Pauli Mittún.
TSØ kunne gå til pause med en føring på 15-10.
Kendetegnet for 1. Halvleg gentog sig i 2. halvleg, da begge mandskaber atter indtog den tætpakkede arena i det sønderjyske. De gode offensive takter fortsatte indledningsvist, hvor især Pauli Mittún var velspillende. Færingen kunne bringe TSØ i front med sin scoring til 18-13.
Herefter kom Tønder meget bedre med, og det sønderjyske mandskab nærmede sig så småt med flere gode scoringer. Med 20 minutter igen var forspringet fra 1. Halvleg på de 5 mål indsnævret til bare 2 mål ved stillingen 19-17 i TSØ’s favør. Tønder fortsatte med at indhente og ved stillingen 19-18 til TSØ med 17 minutter igen, var Cheftræner Klavs Bruun nødsaget til at tage en timeout.
Oliver Larsen hev herefter flere gode redninger op af hatten, som gjorde at Oskar Hare kunne bringe TSØ i front med 20-18. Tønder ville det herefter desværre anderledes, og med 9 minutter igen kunne Tønder bringe sig i front med 22-21. Et par stærke aktioner fra Alexander Løj og Daniel Astrup gjorde, at TSØ igen kunne bringe sig i front med scoringer til stillingen 23-22 til TSØ.
Oliver Larsen fortsatte i buret med flere gode redninger, og færingen Pauli Mittún kunne bringe TSØ i front med sin scoring til 24-23 med 5 minutter igen. Tønder havde i det sidste minut mulighed for at sætte balance i regnskabet, men Oliver Larsen var på spil igen med en vanvittig redning. Pauli Mittún og Kristian Vukman kunne herefter lukke kampen med scoringer til henholdsvis 26-24 og 27-24.
Topscorer for TSØ blev Kristian Vukman med 7 scoringer, efterfulgt af Pauli Mittún med 6 scoringer.
En rigtig stærk og vigtig sejr på en meget svær udebane!
Næste opgave for TSØ bliver allerede på onsdag d. 6. marts, hvor de på udebane møder topholdet fra Grindsted.