You are currently viewing TSØ-sejr over Vendsyssel

TSØ-sejr over Vendsyssel

Tålmodigheden blev testet i søndagens hjemmekamp, men forsvaret bestod og så blev Elitesport Vendsyssel besejret med 29-22.

Jyderne begyndte kampen i et meget offensiv 3-3, hvilket i første omgang medførte et par TSØ-afbrændere. Men der var ikke gået mere end 5 minutter, så var stillingen lige og Team Sydhavsøerne havde fået styr på angrebet. Efter 10 minutter var stillingen 5-4.

Team Vendsyssel spiller 7 mod 6 i denne periode, hvilket giver flere kontraer til TSØ. De blev dog i flere omgange brændt, og så var det godt at Oliver Larsen i målet havde et par fine redninger.

Fra midt i halvlegen overtog Team Sydhavsøerne styringen, og 8-6 blev til 13-7 på knapt 5 minutter, blandt andet på 4 scoringer i træk fra Daniel Sørensen.

Men Vendsyssel havde ikke givet op, og da Team Sydhavsøerne stresser i angrebet får Vendsyssel indhentet noget af føringen, og da der blev fløjtet til halvleg var stillingen 15-13.

Anden halvleg havde TSØ mere styr på. Stillingen efter 34 minutter var 17-15, og så var TSØ-forsvaret ellers perfekt stillet ind. Efter 39 minutter havde TSØ øget til 20-15.

Resten af kampen blev der byttet mål, men uden at Team Sydhavsøerne mistede kontrollen. Det meste af bænken var i spil i dagens kamp, der ender med endnu en sejr – denne gang på 29-22.

Man of the Match blev Nicolaj Jørgensen, kåret af Søren Rask fra Rask El. Nicolaj Jørgensen blev også topscorer med 9 mål (heraf 3 på straffe), efterfulgt af Daniel Sørensen med 6 og Alexander Nielsen med 4.