Der var i dagens kamp intet at spille om i forhold til tabellen, men Faaborg ville tage pænt afsked med rækken og Team Sydhavsøerne havde sat alt ind på at afgøre tingene selv, således at overskriften på sæsonen ikke blev, at man blev reddet af andre hold.
TSØ var udfordret angrebsmæssigt fra start af kampen. Angrebene blev lange, uden at vi rigtig fik prikket hul på et rimelig defensivt indstillet Faaborg forsvar. Vukman spillede med sygdom i kroppen og det var tydeligt, at der manglede ressourcer på dagen. Det betød også, at der ikke var så meget skyde med ude bagfra, og at vi derfor måtte ind og vinde nogle dueller og komme på kant i stedet. En tidlig indskiftning af Gustav allerede efter 6 minutter gav netop dette. Spillet blev mere rettet mod målet og rummene mellem Faaborg forsvarsspillerne blev større.
Defensivt havde vi godt styr på modstanderne og tvang dem ligeledes ud i lange angreb. Det handlede meget om at modstå det enorme tryk store stærke Victor Baltzer kom med.
Holdene fulgtes ad til 5-5 efter 10 minutter, hvorefter hjemmeholdet fik bedre og bedre fat. Særligt i defensiven. Pætur Mikkjalsson formåede at tage det værste tryk af Victor Balzer, og de resterende Faaborgspillere havde ikke meget at komme med i denne periode. 11-8 var stillingen efter 20 minutter.
Fysikken var en væsentlig faktor i dagens kamp, men til tider blev der også spillet lidt for meget med musklerne efter dommernes smag. 4 gange måtte TSØ spille i undertal i første halvleg, hvilket gjorde det svært at lægge yderligere afstand.
Vi gik til pause med en føring på 14-12, en føring der godt kunne have være lidt større.
Drengene kom til gengæld rigtig stærkt ud til 2. halvleg og satte sig fuldstændig på kampen. August fik taget godt fra i målet med god hjælp fra forsvaret og angrebsspillet kørte, nu også med en Vukman med mere energi.
Da Frederik Kiszka med sit 4. mål på straffe scorede til 19-13 efter 37 minutter begyndte det at lugte af, at udeholdet havde givet op, men som ofte i denne sæson når sejren er inde for rækkevidde, begyndte nerverne at sætte ind. Den ene store chance efter den anden blev misset, og Faaborg fik lettere ved at komme til åbne chancer. En kamp der burde være lukket var pludselig åben igen. I 12 minutter scorede TSØ slet ikke og stillingen var nu 19-17. Nervøsiteten var tydelig og nok også forståelig, i kraft af sæsonens mange nederlag.
Men fællesskabet sejrede til slut. Drengene holdt ved, selvom Faaborg kom helt tæt til sidst, afgjorde Vukman kampen med sin scoring til kampens slutresultat 23-21.
Missionen lykkedes altså. I en sæson hvor næsten alt der kunne gå galt, gik galt, formåede vi trods alt, at sikre det antal point der, der skulle til, for også at kunne kalde os 1. divisionshold i næste sæson.
Der skal lyde en kæmpe tak til alle der har fulgt os og bakket os op. Man siger ”i modgang og medgang” og man må sige, at opbakningen i modgangen har været uvurderlig.
Man of the match blev “selvfølgelig” Alexander Nielsen, der efter 10 sæsoner i klubben spillede sin sidste kamp i Lollands Bank Arena, kåret af den nye partner Sparekassen Sjælland Fyn.