Som ny stregspiller har Team Sydhavsøerne tilknyttet den færøske landsholdsspiller Pætur Mikkjalsson.
26-årige Pætur, der har fået sin håndboldopdragelse i færøske H71 Hoyvík, samme klub som TSØ-spillerne Pauli Mittun og Brandur Halgirsson, bliver tilknyttet på en 3-årig kontrakt, og er altså udset til at erstatte Daniel Astrup på stregpositionen.
Pætur har været i Danmark tidligere, hvor han har spillet en sæson i 1. div med SUS Nyborg. Derudover har han spillet i Sverige, i Amo og i den den svenske håndboldliga i Hallby, hvorfra han skifter til TSØ til sommer. Desuden er Pætur en del af det Færøske A-landshold, som var til EM-slutrunde januar måned 2024, og snart skal spille om at komme til VM i 2025.
Pætur udtaler:
– Jeg glæder mig meget til at starte med håndbolden næste sæson i Team Sydhavsøerne, som jeg betragter som en meget ambitiøs klub med et godt træningsmiljø, hvor jeg har gode muligheder for at lægge lag på min udvikling. TSØ har ligget i toppen af tabellen i flere sæsoner, og jeg ser frem til at bidrage til holdet de næste sæsoner, så TSØ igen kan ligge til oprykning til ligaen.
Morten Juul:
– Vi tilknytter Pætur, da han besidder mange af de kvaliteter, som vi ledte efter i vores søgen efter en god erstatning for Daniel. Pætur er tovejsspiller, med en flot fysik og er stærk i sine afslutninger. Derudover er han, ligesom sine landsmænd i TSØ træningsvillig og en fyr med en klar plan om at blive en endnu bedre håndboldspiller end han er nu. Dette harmonerer fint med det vi gerne vil i TSØ – finde spillere med potentiale til at blive profiler, der kan gøre sig gældende på højere plan.
Byd velkommen til Pætur, der altså tiltræder, når træningen starter efter sommerferien.