Det er de to mest scorende hold i rækken (pr. kamp), der mødes torsdag aften i Lollands Bank ARENA. Dagens modstander fra Frederiksbergklubben, FIF, har i kontrafasen et våben, der kan gøre og har gjort ondt på alle hold i rækken. De løber kompromisløst på alt, så særligt to faser bliver afgørende. Vi skal først og fremmest have afviklet vores angreb fornuftigt – ikke som i det sidste kvarter af 1. halvleg mod HØJ, for så bliver vi straffet. Dernæst skal vi have organiseret returløbsfasen herunder udskiftninger, der skal times perfekt og foregå i maksimalt tempo, så vi kan afvise deres første og andet tryk.
Det giver sig selv, at det ikke er et hold, man undervurderer. De er således, sammen med os, et af de mest formstærke hold i rækken med blot et nederlag i de seneste seks kampe. De har fx hentet uafgjort i Ringsted mod topholdet fra TMS.
Vi skal være kyniske som i anden halvleg mod HØJ, hvor vi ud over klogt og tålmodigt spil viser, at vi står utrolig stærkt fysisk og overmatcher HØJ. Vores fysiske team med Jacob Baagøe i spidsen har timet formtoppen perfekt, og især løbeformen vil altså blive testet i denne kamp.
Det var fantastisk at mærke, hvordan TSØ-support, flankeret af 70 TSØ-fans, overtog lydkulissen i Ølstykkehallen og bar holdet frem til sejr. Den stemning skal rammes igen torsdag i Lollands Bank ARENA, så vi kan fastholde det momentum, drengene og teamet omkring har kæmpet så hårdt for at nå.
Rigtig god kamp til alle.
– Morten Juul sportschef i Team Sydhavsøerne
_______________________
TSØ – FIF
Spilles tor. d. 2. mar. kl 20.00 i Lollands Bank ARENA
Kampsponsor: Karl Mertz
Man of the Match-sponsor: Lollands Bank
Boldsponsor: Gascentersyd
Time out-sponsor: Whitsun Festival