You are currently viewing 8. sejr på stribe!

8. sejr på stribe!

I en tætpakket Lollands Bank Arena, med en massiv opbakning fra lægterne, kunne de rødklædte fra Team Sydhavsøerne her til aften nappe den 8. sejr på stribe, da man slog Rækker Møller med 27-24.

Kendetegnet for de foregående kampe, var helt identisk med hvordan Klavs Bruuns mandskab tacklede 1. halvleg her til aften. Truppen var igen yderst decimeret, da man her til aften måtte undvære Lasse Hamann-Boeriths. På trods af det leverede de rødklædte fra TSØ i 1. halvleg velovervejet angrebsspil med en stærk defensiv, anført af en velspillende Oliver Larsen i målet, som gav en pauseføring på 15-11.

Desværre kunne man ikke følge op på 1. halvlegs præstation efter pausen. Der kom i den grad grus i maskineriet. Angrebsspillet hang gevaldigt og Rækker Møllers keeper begyndte at tage fra i buret.

Rækker Mølle var efterfølgende fuldkommen i teten, og kunne midt i 2. halvleg bringe sig foran med 20-18. Heldigvis ville de rødklædte fra Team Sydhavsøerne det anderledes. 7 mod 6 spillet blev taget i brug med stor succes, som gav et par vigtige scoringer fra et par velspillende fløje i Lasse Højgaard og Oscar Hare. Alexander Løj kom også i spil og trådte i karakter med flere vigtige scoringer i slutfasen. Unge Mads Andersen og Emil Sønderskov var ligeledes igen i ilden her til aften. Begge præsterede igen rigtig godt med 2 scoringer hver.

De rødklædte fra Team Sydhavsøerne formåede igen at holde hovederne kolde på trods af udfald i kampen, og udbygger dermed den flotte sejrstime, som nu er oppe på otte sejre i træk.

Man of the Match blev Oskar Hare, kåret af Søren fra Bar2.

Topscorere blev Oskar Hare og Lasse Højgaard, hver med 5 scoringer.

Næste kamp for Team Sydhavsøerne er på næste fredag, hvor man skal en tur til det københavnske for at møde traditionsklubben FIF.

FORZA TSØ! 🦊