You are currently viewing Optakt til HØJ: Vi kan spille mere frigjort

Optakt til HØJ: Vi kan spille mere frigjort

Fredag aften går turen til Ølstykke for at møde stærke HØJ. Assistenttræner Jakob Green fortæller hvordan sidste fredags sejr over Køge Håndbold kan bruges som afsæt til dét opgør:

– Sejren bekræftede os i, at vores forsvar ser fornuftigt ud og at vi stadig har noget at forbedre offensivt. Bl.a. at være skarpere når vi har de store chancer, men generelt skal vi også være dygtigere til at skabe og benytte os af de rigtige situationer til de specifikke spillere.

– Og så var det bare dejligt at vinde en kamp igen. Det kan man altid bruge.

Der venter en svær, men ikke umulig opgave fredag aften:

– Vi har fokus på hvordan vi vil løse de mange dygtige spillere HØJ har og selvfølgelig hvordan vi selv skal skabe chancer. Men det er klart, at vores defensiv for alvor bliver testet med så mange profiler, som bliver spillet bedre og bedre sammen. Det er vel på papiret det bedste hold i 1. division, så vi kan i hvert fald spille uden det pres, som vi måske har fået lagt på os selv de seneste kamp. Da vi sidst spillede ude mod et tophold, HC Midtjylland, virkede det i hvert fald som om vi spillede mere frigjort og det klædte os virkelig.

Der er kampstart i Ølstykke-hallen kl. 19.30.

KOM SÅ TSØ!