You are currently viewing Optakt til Aarhus HC: – Vi har trænet sindssygt godt!

Optakt til Aarhus HC: – Vi har trænet sindssygt godt!

På søndag åbner Team Sydhavsøerne endelig sæson 23/24 i 1. Division. Mange ugers seriøs forberedelse skal for første gang kulminere, når gutterne går på banen i Skæring-hallen til et møde med Aarhus HC, der på papiret har rustet godt op til denne sæson.

Assistenttræner Jakob Green mener, at søndagens modstander er en anelse svære blive klog på:

– Det er svært at sige, præcis hvilket niveau Aarhus er på. Men det glæder vi os til at finde ud af. Der er dog ingen tvivl om, at de ser stærkere ud end sidste år og griber det mere professionelt an. De har fået tilført mange spændende spillere med flotte cv. Umiddelbart er de en del af den store gruppe i subtoppen, som vi selv ser os som en del af, så det er en spændende udfordring at lægge ud med.

Ligesom aarhusianerne har vi også selv skiftet en del spillere ud op til denne sæson:

– Vi har i opstarten haft fokus på at genopfinde os selv. Vi har ændringer på banen og udenfor banen, så det har været vildt spændende at skulle udvikle en ny gruppe og med et par skadesbump på vejen, synes jeg vi er et godt sted. Men jeg forventer, at vi stadig kommer til at udvikle os i løbet af sæsonen. Drengene har trænet sindssygt godt, og vi er vildt spændte på hvor vi står overfor et stærkt Aarhus HC-hold, som har været igennem den samme proces som os selv, siger Jakob Green.

Kampen fløjtes op kl. 17.30 i Skæring-hallen.

KOM SÅ TSØ!