You are currently viewing Nyt fra TSØ Ungdom

Nyt fra TSØ Ungdom

Selvom det er efterårsferie, er der stadig fuld gang i TSØ Ungdom. Forberedelserne til den nye sæson begyndte allerede i uge 31, og siden da har der været masser af aktivitet med træning, stævner og de første kampe i turneringen.

I denne sæson har TSØ to hold i ungdomsrækkerne. U17 Drengene spiller i U17 1. division, mens U19 Drengene spiller i U19 Liga.

U17 Drengene trænes af: Simon Faurskov og Johan Strange
U19 Drengene trænes af: Kenneth Jørgensen og Mark Øllegaard

U19:

Siden træningsopstarten har U19-spillerne arbejdet målrettet med den håndboldmæssige, fysiske og sociale udvikling. Optakten har budt på mange træninger, træningslejre og stævner, hvor spillerne har fået mulighed for at udfordre sig selv og møde stærk modstand.

Som en del af forberedelserne deltog U19 i elitestævnet HEI Cup forud for niveaustævnet og den kommende sæson i U19 Liga. Ved niveaustævnet sidst i august blev det til en sejr over Hvidovre og uafgjort mod Team Vestegnen.

Holdet deltog desuden i seniorstævnet Falster Cup, hvor spillerne fik værdifuld erfaring med at møde modstandere på seniorniveau.

U19 Liga er nu også kommet i gang med turneringen og har allerede mødt to hold, der må forventes at være blandt rækkens tophold. Det blev desværre til et knebent nederlag på ét mål mod Nordsjælland, men holdet fulgte op med en arbejdssejr på ét mål over HC København.

Næste kamp for U19 Liga er den 22/10, hvor holdet tager imod HØJ kl. 20.00 i Maribo Hallerne 1.


U17:

Flere af U17-spillerne har ligeledes deltaget i træningslejre og stævner sammen med U19 og seniorerne. Ved niveaustævnet sidst i august blev det til et nederlag mod Nordsjælland og en sejr over HC København-Kies.

I september deltog U17 i Næstved Cup, hvor holdet leverede en flot indsats og vandt finalen over HØJ. Dermed kunne spillerne tage hjem med guldmedaljer om halsen – et stærkt resultat og en flot belønning for holdets indsats!

U17 er også kommet i gang med turneringen, hvor holdet har mødt begge HC København-hold: HCK-Kies (hold 2) og HCK-AKS (hold 1). Det blev til en sejr på 26-23 over HCK-Kies, mens det desværre endte med et nederlag på udebane på 21-24 mod HCK-AKS.

Næste kamp for U17 er den 25/10 kl. 14.15, hvor holdet tager imod Roskilde Håndbold i Maribo Hallerne 1.

Vi er samtidig stolte af, at TSØ’s talentarbejde allerede viser sig uden for klubben. Sebastian Albrechtsen har været udtaget til en nationalsamling under DanskHåndbold Talent, mens Julius Schandorf har deltaget i en regional samling under DanskHåndbold Øst.

Et stort tillykke til begge spillere med deres udtagelser! Det er en flot anerkendelse af deres indsats og udvikling – og et godt eksempel på det arbejde, der bliver lagt i at udvikle unge håndboldspillere i TSØ.


Danmarksserien: Et vigtigt skridt på vejen mod seniorhåndbold

I denne sæson tager TSØ endnu et skridt i talentudviklingen med et hold i Danmarksserien. Holdet består af en kombination af nuværende seniorspillere og U19-spillere.

Det giver vores unge spillere mulighed for at tage næste skridt og få erfaring på seniorniveau. Samtidig er det med til at skabe en naturlig vej fra ungdomshåndbolden og videre ind i seniorafdelingen.

Danmarksserieholdet er kommet rigtig godt fra start. Efter de første to spillerunder ligger holdet side om side med Dalby på fire point efter sejre over Svend Gønge og Sydsjællands HK.

Næste opgave bliver netop et opgør mod topholdet Dalby. Kampen spilles i Maribo Hallerne 1 den 25/10 kl. 12.30, hvor holdet med en sejr kan bringe sig alene i front i rækken.


Vi glæder os til resten af sæsonen

Vi er glade for, at turneringen for alvor er kommet i gang, og vi ser frem til en sæson med masser af håndbold, udvikling og gode oplevelser for vores spillere.

Vi håber, at I vil være med til at bakke op om holdene gennem sæsonen. Opbakningen fra tilskuerne betyder meget for spillerne og er med til at skabe det fællesskab, som TSØ Ungdom bygger på.

Vi ses i hallerne!

På vegne af TSØ Ungdom
Ungdomskoordinator
Mark Øllegaard