Det bliver en ung keeper med en masse potentiale, der tager over for Oliver, når han efter sæsonen skifter tilbage Mors/Thy Håndbold.
Nichlas Ludvigsen stammer fra Støvring, men vogter for nuværende målet for Elitesport Vendsyssel Håndbold – holdet TSØ slog i den sidste kamp i kalenderåret 2023. En kamp hvor Nichlas i øvrigt gjorde det svært for os – særligt i 1. halvleg.
Sportschef Morten Juul:
“Nichlas har været til et par prøvetræninger, hvor han, ud over at gøre en god figur på banen, også fremstod som en behagelig og åben person. Han kan desuden godt lide at træne og blive trænet, hvilket giver fine forudsætninger for, at han kan tage samme tur udviklingsmæssigt som Oliver.
Vi ved, at vi henter en keeper, der ikke har den samme rutine som Oliver og formentlig heller ikke besidder niveauet endnu, men jeg føler mig overbevist om, at han kan blive lige så god. Det er helt i tråd med strategien, at vi henter spillere med udviklingspotentiale, som i Nichlas’ tilfælde under kyndig vejledning af trænerteamet, målvogtertræner Kenneth Jørgensen og fysisk træner Jacob Baagøe vil udvikle sig over tid og fx som Oliver blive én af de bedste i rækken.
Nichlas har trods sine kun 20 år allerede prøvet lidt kva et par sæsoner som ungdomsspiller i Aalborg Håndbold, hvor det også blev til liga og internationale kampe.”
Når den kommende keeper skal beskrive sig selv, er det typisk nordjysk.
“Som menneske er jeg udenfor banen en stille og rolig fyr, som nyder at bruge tid med venner og familie. Jeg er en åben person og jeg hviler meget i mig selv. Jeg har tro på egne evner og drømmer stort.
På banen er jeg mere udadvendt og gør mit bedste for at engagere både mig selv, medspillere og fans. Det kommer blandt andet til udtryk efter redninger. En af mine styrker er, at jeg er god til at placere mig og fylde mest muligt for at gøre vinklen for skytten mindst mulig.
For mig var Team Sydhavsøerne en super mulighed, grundet det meget ambitiøse setup. Et setup, som passer ideelt til der, hvor jeg er i min udvikling. På sigt er mit mål at leve af håndbold, og blive så god som muligt.”
Aftalen er i første omgang lavet for to år, men som altid ønsker vi i TSØ kontinuitet, og håber på et langvarigt ophold.
Velkommen til Nichlas!