You are currently viewing <strong>Ny gevinst efter tempofyldt kamp</strong>

Ny gevinst efter tempofyldt kamp

Efter 60 minutter i højeste gear blev det til endnu en TSØ-sejr, den 6. i træk, da FIF blev overvundet med 34-31.

Inden kampen havde sportschef Morten Juul og trænerteamet bedyret “på med løbeskoene” og den forhåndsanalyse viste sig at holde stik. Det var fra start af et heroisk kæmpende og hurtigt løbende FIF-mandskab, der var kommet til Lollands Bank Arena for at spille sin chance. Den friske start og et passivt TSØ-forsvar gav gæsterne en føring på 9-6.

Defensiven blev dog justeret og vi fik stille og roligt greb om kampen. Vi fik kontakt ved 12-12 og fik også lagt lidt afstand op mod pausen, hvor stillingen var 18-16 til vores fordel.

I 2. halvleg fortsatte gæsterne med at bide fra sig. Hver gang det lignede, at sækken skulle til at snøres, kravlede FIF’erne op igen. Ved indgangen til det sidste kvarter lød føringen på 29-25 og selvom FIFs Ejnar Nickelsen blev præsenteret for det røde kort – og en bonusstraf på yderligere to minutter for at sparke til en stol – blev dette ikke udnyttet til at lukke kampen. Fejl og afbrændere var ved at koste dyrt, da stillingen pludselig hed 29-29.

Men nok engang var skarphed, held og resten af arsenalet af marginaler med os i slutfasen. Og så var der lige en mand i målet. Sebastian Minor Hansen satte den mest vanvittige slutfase sammen med et hav af fantastiske redninger, hvilket var kraftigt medvirkende til at vinden blæste vores vej.

Sebastian blev da også fortjent kåret til Man of the Match af Mette Samson Schlüter Lollands Bank. En hæder man bestemt også kunne have givet til Nicolaj Jørgensen, der sprudlede med 15 kasser til følge.

Nu venter to ugers kampfri. Næste gang TSØ går på banen er det på udebane i Otterup Idrætscenter. Det foregår fredag den 17. marts med kampstart kl. 19.30.