Nervøsitet hang i luften op til endnu én af de vigtigere kampe i TSØ’s kamp for overlevelse i den næstbedste række. Lollands Bank Arena var nok en gang pakket med sponsorer, supportere og tilskuere, der alle havde et brændende ønske; Sejr.
Nervøsiteten var desværre, men nok også forståelig, til at få øje på hos TSØ-spillerne. Et af de helt store temaer før kampen, var at passe på bolden og ikke forære kontramuligheder til de hurtige drenge fra Frederiksberg. Seks mod seks i etablereret forsvarsspil ville vi formentlig have gode muligheder for at holde antallet af scoringer fra udeholdet nede.
Desværre lykkedes vi ikke med at holde os fri for tekniske fejl i kampens indledning og FIF kom forholdsvis hurtigt i teten. 2-5 lå vi nede efter 7 minutter og de fleste af modstandernes mål blev lavet på kontra.
En del udvisninger i kampens første kvarter gjorde det svært at finde en rytme – det gjaldt sådan set begge hold. Langsomt fik TSØ dog bedre fat og vi havde fuldstændig styr på FIF, når vi kom hjem og stå i etableret forsvarsspil. Desværre var det langt fra hver gang, vi gav os selv lov til det. De tekniske fejl stod nok engang i kø – 8 blev det til i en første halvleg, hvor vi det egentlig føltes som om vi havde fat i den lange ende, det kunne bare ikke ses på måltavlen.
Klavs Bruun tog en timeout ved stillingen 7-10 og den hjalp. Tre scoringer blev det til i træk og vi var på omgangshøjde ved 10-10. Holdene fulgtes ad frem mod pausen og med ganske kort tid tilbage af de første 30 minutter havde vi chancen for at udligne. Meget symptomatisk blev det dog en brændt chance og udeholdet havde lige nøjagtig tid nok til at køre en kontra og gør pauseføringen til 12-14.
Anden halvleg startede præcis lige så nervøst som første, nu med en Kristian Lund Vukman der tog ansvar og satte nogle flotte langskudsmål i kassen. Der var dog ikke rigtig andre, der havde tur i den i anden halvlegs første 10 minutter og de mange tilskuere måtte skuffede se til mens udeholdet langsom stille og roligt trak fra. Klavs prøvede med en timeout, men denne gang var det uden den ønskede effekt. Angrebsspillet var rodet og beslutningerne langt hen ad vejen forkerte. 16-19 blev til 16-21 og kampen syntes afgjort.
Men hjemmeholdet, fortsat med publikum i Lollands Bank Arena i ryggen, ville det anderledes. Tilbage til aftalerne i angrebet igen og med mere skarphed i afslutningerne kom vi tættere på igen. I forsvaret blev der kæmpet heroisk og i 10 minutter holdt vi modstanderne fra at score.
19-21 blev og efter en FIF-timeout uden effekt lykkedes vi tilmed med at udligne til 21-21 med 10 minutter igen – og endda i overtal.
Som det så ofte sker, når man har arbejdet sig op, slækkede hjemmeholdet igen på tingene – sløsede med afslutninger og tillod pressede afslutninger til FIF – oftest med arm på. På ingen tid var momentum spillet tilbage i hænderne på FIF. 22-22 blev til 22-25 og så var løbet kørt.
24-26 blev det i sidste ende og presset vokser.
Det er nok en gentagelse, men vi havde alle muligheder i dag, men formåede ikke at udnytte vores chance og formåede nok engang ikke at passe godt nok på bolden.
Man of the match blev Gustav Murel kåret af Jacob Goldbeck fra Rask El. Gustav blev også hjemmeholdets topscorer med 7 mål.
Der er nu to ugers kamppause, inden TSØ møder HØJ på udebane 22. marts.

