You are currently viewing Nederlag mod rækkens klare tophold

Nederlag mod rækkens klare tophold

To korte perioder der begge blev tabt stort, blev dyre, da regnskabet skulle gøres op. Hvis vi skulle lykkes med at skabe overraskelsen, vidste vi, at det var nødvendigt at levere tæt på fejlfrit i 60 minutter – det lykkedes vi desværre ikke med.

Det var en forrygende kulisse, der var skabt i Lollands Bank Arena til de altid dramatiske opgør mellem Team Sydhavsøerne og HØJ Elite. Mange havde valgt at støtte op om hjemmeholdet og få en chance for at se det stærke HØJ-mandskab, inden de efter alt at dømme spiller Håndboldliga lige om lidt. Desuden medbragte HØJ en masse fans, hvilket altid giver stemningen et ekstra niveau.

Hjemmeholdet kom bedst ud de første minutter med højt tempo i angrebsspillet og som altid agerende forsvarsspil. Vi lykkedes med at få udmærkede afslutninger i mod os, men manglede lige det sidste held og skarphed, når boldene skulle redes i kassen. Vi havde offensivt god succes med at spille os til åbne chancer, og trioen Lasse Højgaard, Vukman og Pætur var flittige på måltavlen.

Man sad med følelsen af, at det var det hold, hvis keeper først fik fat, der ville komme i teten. Det viste sig desværre at blive HØJ´s meget dygtige Emil Imsgaard, for hvem det lykkedes. En TSØ-føring på 6-4 efter otte minutter, blev vekslet til 6-9 syv minutter senere. Perioden blev dyr dels grundet brændte chancer og et par tekniske fejl. Det er er der ikke råd til mod HØJ, noget vi desværre fik at mærke endnu en gang senere i kampen.

Herfra faldt målene i mindre stimer til begge hold, men afstanden forblev omtrent den samme. Det så dog ud til, at en scoring af Pauli ti sekunder før pausen skulle bringe afstanden ned på tre mål, men et langskud i sidste sekund gik desværre ind og pausestillingen blev 14-18.

Den uheldige afslutning på halvlegen, blev desværre startskuddet til en endnu værre start på anden halvleg. Vi sluttede første halvleg med syv mod seks spil i angrebet – her fungerede det fint. Det gjorde det dog ikke i indledningen af anden halvleg, hvor kampen reelt blev tabt. Den ene fejlaflevering efter den anden, gjorde at HØJ enten kunne smide den i tomt mål eller løbe kontra og således score halvlegens først fem mål. Meget kredit skal dog retfærdigvis også tilfalde HØJ´s defensiv, hvis midterste fire forsvarsspillere, må siges at være klart de bedste i rækken. Så drengene oplevede også, at der i dag skulle lidt mere til for at få tingene til at lykkes end normalt.

Da Klavs tog sin timeout for at stoppe blødningen, var TSØ bagude med 14-23. Herfra blev der skiftet lidt ud og ændret taktik angrebsmæssigt og resten af halvlegen og kampen bød på fornuftigt spil af hjemmeholdet

25-31 blev slutresultatet i en kamp, hvor Lasse Højgaard fortjent blev kåret til man of the match af Søren og John LF Stillads.