To formsvage mandskaber havde begge sat sig op til at skulle vende den dårlige stime, og samtidig kravle lidt op i tabellen samt lægge afstand til bunden. Kun en enkelt sejr i de seneste fem kampe er hvad det er blevet til for både TMT og TSØ, der ellers begge sigter mod den bedre ende af rækken.
Team Sydhavsøerne har de senere år haft godt fat i værterne i den intime Tønder Hal 2, hvor der ellers sjældent udvises gæstfrihed eller foræres point væk.
Vigtigheden af kampen var tydelig i indledningen, hvor der blev gået til stålet og spillet i højt tempo frem ad banen af begge hold. Desværre var der ikke meget der tydede på, at defensiven, der ikke har levet op til vanlig standard i de senere kampe, var blevet bedre i dag. Vi kunne ikke stå imod det tryk, vi vidste der ville komme fra primært Mathias Nikolajsen og Nick Bøg Nielsen. De vandt gang på gang deres duel og kom enten selv til afslutning eller sørgede for, at deres stregspiller gjorde. Scoringsfrekvensen var næsten oppe på et mål i minuttet fra hjemmeholdet i de første 10 minutter – og så bliver det svært at vinde håndboldkampe, hvis der skal scores så mange mål – 8-5 var stillingen.
Heldigvis fik TSØ indstillet midterforsvaret bedre som halvlegen skred frem og i takt med, at det første tryk blev taget, fik vi i højere grad afslutninger derhen, hvor vi ville.
Offensiven manglede ligesom defensiven lige det sidste. Vi kom til afslutninger fra distancen fra primært Vukman og Alexander Nielsen, ligesom der egentlig også var plads til Pætur på stregen i flere situationer. De chancer vi får skabt, var bare ikke store nok. Der manglede fart i og noget mere direkte spil i angrebet – nogen der gik all in på en duel for at skabe plads til de andre.
Der blev løsnet lidt op for angrebsspillet midtvejs i halvlegen med Gustav Murels indtræden på banen. Nu kom tempoet i vejret. Desværre fulgte hermed også en del tekniske fejl – noget der blev et tema hele kampe. 12 gange vendte spillet pga. tekniske fejl.
Vi kom bagud 13-10 før Klavs tog den første time out, men budskaberne var tilsyneladende ikke trængt igennem, for blot 3 minutter senere var det nødvendig at tage endnu – stillingen var 15-10. Denne havde bedre effekt og der fulgte en god periode frem mod pausen. Desværre lykkedes det Tønder at score i tomt mål i halvlegens sidste sekund, således at stillingen var 17-14.
Som i de forgange kampe kom vi skidt ud til 2. halvleg og hang hurtigt efter med 5 mål igen. Et par udvisninger til hjemmeholdet gav os muligheden for at komme tættere på igen, men overtalsspillet kørte ikke som smurt. Heldigvis begyndte defensiven at virke så 2 mål tættere på kom vi – havde sågar muligheden for at komme endnu tættere, men som så ofte før blev helt åbne chancer brændt. I stedet for 20-18, stod den på ganske kort tid 23-17 i stedet.
7 mod 6 blev forsøgt med en vis succes, dog blev der brændt alt for meget på hjemmeholdets Magnus Siim og spændende blev det aldrig.
Kampen endte 31-23, og nu nærmer Team Sydhavsøerne sig desværre den kedelige ende af tabellen. Der resterer en enkelt kamp i 2024, en kamp der på papiret er meget svær. Men alle kan drilles i Lollands Bank Arena, så mød op og bak drengene op på lørdag d. 21/12 kl. 15.00.